Officielt: FC Midtjylland sælger back til MLS-klub
FC Midtjylland har solgt venstrebacken Nicolas Dyhr til St. Louis City i MLS.
Tidligere mandag blev Nicolas Dyhr meldt på vej til MLS.
Nu har FC Midtjylland selv oplyst, at den 22-årige venstreback skal en tur over Atlanten.
Her bliver det St. Louis City SC, der fremover kommer til at have gavn af den nu forhenværende FCM-back.
Nicholas Dyhr kom til FC Midtjylland fra AC Horsens som helt ung, og det er da også en lettere vemodig spiller, der tager afsked med den midtjyske hede.
– Selvfølgelig er det svært at skulle forlade Midtjylland. Jeg har spillet her i utroligt mange år og været glad for at være her, så det er noget, jeg lige skal vænne mig til. Men det er det rette tidspunkt for mig at skulle ud at prøve noget nyt, siger venstrebacken til FCM’s egen hjemmeside og fortsætter:
– Klubben har betydet meget. Det er dem, der har udviklet mig, siden jeg var 14 år. Jeg har været igennem det hele, og jeg har fået nogle fede oplevelser med både Youth League og 100 kampe på CV’et. Det er ikke alle, der får det, så det er et stort skulderklap.
– Nu glæder jeg mig til udfordringerne, der venter i USA. Fodbold er gået i den rigtige retning derovre, og jeg ser frem til forhåbentligt at få en masse spilletid og nogle store oplevelser. Jeg kommer over til et hold, der virkelig vil mig, og ligesom Midtjylland har nogle helt nye, fantastiske faciliteter.
Nicolas Dyhrs nye klub vandt for få måneder siden Western Conference i MLS. Det blev dog til et nederlag mod Kansas City i ottendedelsfinalerne.
Den unge nu forhenværende FCM’er nåede 103 førsteholdkampe for ‘ulvene’.
Hans kontrakt stod til at løbe ud med udgangen af 2024.
Aftalen med St. Louis strækker sig frem til udgangen af 2026. Klubben har option på at forlænge med yderligere et år.
Det er FC Midtjyllands tredje spillersalg til den bedste amerikanske række indenfor et år, efter også Erik Sviatchenko og Evander har taget turen til USA.