Medie: Tidligere FCK-stjerne til samtale i Lyngby
Det kan være et ganske velkendt superliga-ansigt, der kommer til at sætte sig i det ledige cheftrænersæde i Lyngby.
I Lyngby har de en liste over potentielle nye cheftrænere.
Hvem der står på den liste, melder klubben ikke noget om, men det gør B.T. nu.
Ifølge den danske avis har den tidligere F.C. København-profil, norske Magne Hoseth, været til samtale hos den nu trænerløse superligaklub.
Magne Hoseth nåede i sit bare ene år hos F.C. København fra 2004 til 2005 at spille 19 kampe for de nuværende danske mestre, hvor han til trods for sin position på den centrale midtbane scorede hele syv mål.
Hoseth lagde støvlerne endegyldigt på hylden ved årsskiftet mellem 2018 og 2019, og siden har han i stedet kastet sig over en trænergerning, der særligt det seneste år har budt på imponerende bedrifter.
Lyngby er ikke på bar bund efter Alexandersson-salg: Vi har en liste over kandidaterEfter tre år som assistent for Christian Michelsen i norske Kristiansund tog Hoseth for et år siden sit første cheftrænerjob, da han blev cheftræner i færøske KI Klaksvik.
Foruden at sikre Klaksvik det færøske mesterskab i sin første sæson i klubben, sikrede Hoseth også færøerne den første deltagelse i en europæisk turnering, da det lykkedes Klaksvik at kvalificere sig til Conference League efter at have slået både ungarske Ferencvaros og svenske BK Häcken ud af Champions League-kvalifikationen.
Efter samlet nederlag mod Hoseths tidligere klub, norske Molde, og et efterfølgende nederlag til Sheriff Tiraspol måtte Klaksvik dog nøjes med en tur i den tredjebedste af de tre UEFA-turneringer.
Trods F.C. Københavns suverænitet i den danske Superliga op igennem 00’erne med danske mesterskaber både i 2002-03, 2003-04 og igen i 2005-06 og 2006-7, så var Hoseth akkurat i den danske hovedstadsklub i den sæson, hvor Brøndby, klemt inde imellem fire FCK-mesterskaber, vandt sit seneste mesterskab – hvis man ser bort fra mesterskabet i 2020-21.