Girona vil ikke stå i vejen for succes-træner
Hvis det rette tilbud kommer på Girona-træner Michel, giver klubben ham lov at smutte.
Girona er den helt store sensation i spansk fodbold i denne sæson. Efter 19 runder er holdet på andenpladsen i LaLiga med samme pointtal – 48 – som førerholdet Real Madrid.
Senest vandt holdet fra det nordøstlige Spanien 4-3 over Atletico Madrid. Undervejs i sæsonen er det også blevet til blandt andet en 4-2-sejr på udebane mod FC Barcelona.
De imponerende resultater sætter naturligt nok gang i spekulationer om, hvorvidt cheftræner Michel kunne være interessant for større klubber.
Og klubformand Pere Guardiola gør ikke noget for at lukke ned for de spekulationer. Tværtimod.
– Hvis Michel får et tilbud fra Bayern, kører jeg ham selv til München. Det, han har gjort i Girona, har givet os noget, vi altid vil være taknemmelige for, siger Guardiola i et interview med Relevo.
I samme interview fortæller Pere Guardiola, bror til Manchester City-manager Pep Guardiola, at klubben trods de flotte resultater ikke har fået nogen tilbud på klubbens spillere. Blandt dem er den tidlige FC Midtjylland-angriber Artem Dovbyk, der har imponeret med 11 mål i 18 kampe i LaLiga, og som på rygteplan har været sat i forbindelse med Chelsea.
– Vi har ikke fået bud på nogen. Heller ikke fra Chelsea på Dovbyk. Vi har heller ikke tænkt os at sælge til nogen, siger Pere Guardiola.