Ny medejer om Manchester United: Uforløst potentiale
Sir Jim Ratcliffe mener ikke, at Manchester Uniteds potentiale er blevet forløst i de seneste år. Det vil han nu ændre på.
Søndag kunne Manchester United meddele, at Sir Jim Ratcliffe har købt 25 procent af klubben.
INEOS-milliardæren kommer med sit indtog i klubben til at få ansvaret for den sportslige drift.
Selv siger han i forbindelse med offentliggørelsen af nyheden, at han har en klar ambition om, at Manchester United skal tilbage til toppen.
– Som en lokal dreng og livslang fan af klubben, er jeg meget tilfreds med, at vi er lykkedes med at nå til enighed on en aftale med Manchester Uniteds bestyrelse, som giver os ledelsesansvar for de fodboldrelaterede opgaver i klubben.
– Mens klubbens kommercielle succes har sikret, at der altid er tilgængelige midler til at vinde trofæer på det højeste niveau, så har det potentiale ikke været forløst til fulde i den seneste tid.
– Vi tilfører global viden, ekspertise og talent fra den brede INEOS Sport-gruppe til at hjælpe med yderligere at forbedre klubben, mens vi også bidrager med midler til at sikre fremtidige investeringer i Old Trafford.
– Vi er her langsigtet, og vi anerkender de mange udfordringer og hårde arbejde foran os. Vi vil arbejde sammen med alle i klubben – ledelsen, staben, spillere og fans – for at drive klubben fremad.
– Vores fælles mål er klart: Vi vil alle se Manchester United tilbage, hvor vi hører til, nemlig helt i toppen af engelsk, europæisk og global fodbold, siger Sir Jim Ratcliffe til Manchester Uniteds egen hjemmeside.
Ny Manchester United-ejer – hvem er Sir Jim Ratcliffe?Manchester United ligger i denne sæson på ottendepladsen efter 18 runder i Premier League.
Samtidig er det blevet til et exit fra europæisk fodbold.
Sir Jim Ratcliffes første kamp som medejer af klubben bliver tirsdag på Boxing Day, hvor Aston Villa gæster Old Trafford.