EfB-boss håber at holde på stjernerne: ‘Han er fandeme god’
Esbjerg fB har været forrygende i 2. Division i år og står nærmest med den ene støvle i NordicBet Ligaen. Profilerne er mange i det vestjyske, og direktøren håber at holde på tropperne i januars transfervindue.
Meget er gået galt, hvis Esbjerg fB ikke rykker op i NordicBet Ligaen til sommer.
Den detroniserede storklub ligger suverænt i front af 2. Division, og det er ikke mindst takket være stærke præstationer fra holdets store profiler.
Store profiler i 2. Division er før blevet solgt til klubber i de to bedste rækker, men direktør i Esbjerg fB, Jens Hammer Sørensen, håber ikke, der sker de store udskiftninger hos EfB under januars transfervindue.
– Vi er meget fortrøstningsfulde, og vi vil gerne holde sammen på truppen her, for vi synes, det også vil se spændende ud til næste år i NordicBet Ligaen, fortæller Jens Hammer Sørensen til campo.dk.
Vestjyderne har deres egen ‘Dalton-trio’ i front bestående af Emil Holten, Mathias Jørgensen og Elias Sørensen. De tre giftige herrer har scoret 33 af klubbens 52 mål.
– De tre har et ekstremt højt niveau. Hvis vores tilskuere keder sig til vores kampe, så er det deres egen skyld, for vi har scoret over tre mål per kamp.
Generalen fra Comorerne
Det er ikke kun i front, at Esbjerg er godt besatte.
På midten spiller Yacine Bourhane, som har været en profil lige siden skiftet i januar 2022. Direktøren svarer da også kontant, når snakken falder på landsholdspilleren fra Comorerne.
– Han er fandeme god!
Jens Hammer om Esbjergs transferplaner: Vi skal trimme truppenBourhane spiller fast for Comorerne, der besejrede Ghana i november, og den 25-årige midtbanespiller har da også spillet kampe i både Ligue 2 og Æresdivisionen. Alligevel render han rundt i landets tredjebedste række.
– Han er glad for at være i Danmark, og han er glad for at være i Esbjerg.
– Jeg ved godt, man ikke skal sælge skindet før bjørnen er skudt, men det ser ud som om, at vi har en god mulighed for at rykke i NordicBet Ligaen til sommer. Det vil også være mere interessant for Yacine.
Mærker du nogen interesse for Bourhane?
– Der er ingen konkrete forhandlinger omkring ham, nej.
Der skal smides penge i EfB
Forsvarsspillerne Jonas Mortensen og Con Ouzounidis’ kontrakter udløber i Esbjerg til sommer. Det betyder, de kan forhandle med nye klubber allerede til januar.
Direktøren håber at komme til penge, så der kan forlænges med spillerne.
– Vores amerikanske ejere taler med de lokale investorer, og det er jo ingen hemmelighed, at der skal smides penge ind i EfB. Lige så snart, partnerne har fundet ud af det, har vi en hel del kontraktudløb til sommer, vi gerne vil have forlænget.
Kunne Jonas Mortensen være en af dem?
– Ja, det kunne det. I den grad.
Også Con Ouzounidi?
– Ja, helt bestemt.
– Vi har et rigtig godt hold, og vi vil gøre mangt og meget for at holde fast på det kuld her, slutter Jens Hammer Sørensen.
Esbjergs topper 2. Division med ni point ned til FC Roskilde på andenpladsen.
Imponerende stime sluttede i Esbjergs sejr over Fremad Amager