Officielt: Nottingham Forest fyrer Steve Cooper
Nottingham Forest har fyret cheftræner Steve Cooper til trods for at klubben er at finde over nedrykningsstregen i Premier League.
Steve Cooper blev denne sæsons anden trænerfyring i Premier League.
Nottingham Forest har tirsdag aften bekræftet, at de har taget afsked med den 44-årige waliser.
Cooper nåede i alt 108 kampe i spidsen for Forest, som han førte tilbage til Premier League forud for sidste sæson.
– Alle i Nottingham Forest vil gerne takke Steve for hans fantastiske bidrag til vores fodboldklub. Hans bedrift med at guide Forest tilbage til Premier League vil uden tvivl forblive et ikonisk øjeblik i klubbens historie.
– Vi takker Steve for hans dedikation og engagement gennem hans tid hos os samt den fantastiske forbindelse, han skabte med vores fans og byen Nottingham.
– Steve vil altid forblive en ven af klubben og vil altid være velkommen på City Ground. Vi ønsker ham det bedste på hans fremtidige rejse, lyder det fra klubejer Evangelos Marinakis.
Græker øger engagement i Nottingham ForestCooper havde egentlig kontrakt med Nottingham Forest til sommeren 2025, men nu forlader han altså den midtengelske klub med et pointgennemsnit på 1,44 point per kamp.
Fyringen af Cooper bliver den anden i træner-fyring i Premier League i denne sæson, efter Sheffield United tidligere på måneden fyrede Paul Heckingbottom og erstattede ham med Chris Wilder.
Sheffield United præsenterer gammel kending som ny managerNottingham Forest skriver i sin pressemeddelelse, at klubben vil komme med en annoncering af klubbens nye træner, når tiden er rigtig.
Flere steder kan man dog allerede nu læse, at den nye træner i Nottingham Forest bliver en gammel kending af Premier League i form af portugisiske Nunu Espirito Santo.
Den 49-årige tidligere målmand har tidligere været cheftræner i både Wolves og Tottenham, og fra juli 2022 til november 2023 var han træner i den saudiarabiske klub Al-Ittihad.