
Medie: Sunderland vil lokke Will Still hjem til England
Sunderland vil forsøge at lokke Reims-manager Will Still hjem til de britiske øer, hvor han kan komme til at stå i spidsen for Sunderlands transformation.

De har allerede engelsk fodbolds yngste ejer, og nu vil han sætte gang i en foryngelseskur.
Den 25-årige franske Sunderland-ejer, Kyril Louis-Dreyfus, har ifølge ESPN udset sig Mohamed Daramys manager i franske Reims som ny manager i den traditionsrige engelske klub.
Det er nemlig den bare 31-årige Will Still, som Dreyfus angiveligt har set sig varm på.
Skulle de lykkes den unge franskmand at overtale den belgisk-fødte englænder, vil Will Still samtidig blive den yngste manager nogensinde i den næstbedste engelske række – The Championship.
Det er da også netop alderen, der appellerer til Sunderland-ejeren, der allerede har sat gang i en foryngelseskur i den nordøstengelske klub.
I tirsdagens 1-0-sejr over Leeds var der således kun tre markspillere over 23 i Sunderlands startopstilling, og efter to sejre i træk har klubben hjemme på Stadium of Light spillet sig op på en playoff-givende sjetteplads i The Championship.
Will Still har aldrig selv spillet fodbold på noget nævneværdigt niveau, og han har i stedet fundet kærligheden til trænergerningen gennem computerspillet Football Manager. Det kan du læse mere om her:

Will Still er født i Belgien af engelske forældre, men foruden et års ansættelse på akademiet i Preston North End er det i belgiske klubber som Sint-Truiden, Standard Liège, Lierse og Beerchot han har fået sin trænermæssige opdragelse.
Sunderland fyrede tidligere på måneden 60-årige Tony Mowbray som manager i klubben. Han førte i sidste sæson Sunderland til Championship-playoff-semifinalen, hvor klubben dog røg ud til Luton.