
Medie: Stjerne står i spidsen for Erik ten Hag-kritiske United-spillere
En af Manchester Uniteds helt store stjerner står angiveligt i spidsen for den gruppe af United-spillere, der er utilfredse med manager Erik ten Hag.

Han har mistet 50 procent af omklædningsrummet i Manchester United.
Sådan lød meldingen fra Sky Sports om Manchester United-manager, Erik ten Hag, efter Manchester Uniteds nederlag på 1-0 til Newcastle i starten af december måned.
Og selvom historien efterfølgende er blevet forsøgt skudt i jorden, så virker det fortsat ikke til, at der er ro på de indre linjer i Premier League-storklubben.
Uroen omkring Erik ten Hag skyldes angiveligt hollænderens hårde træningspas, manglende omstillingsparathed og sagen med Jadon Sancho, som er røget helt ud i kulden under Ten Hag.
Det skulle være de bærende elementer i det krakelerende forhold mellem Erik ten Hag og truppen. Og en bestemt stjerne skulle eftersigende stå i spidsen for gruppen af utilfredse United-spillere. Det skriver Football Insider.
Ifølge mediets viden skulle det være Marcus Rashford, der står i spidsen for kritikken af Erik ten Hag. Den 26-årige englænder menes at have mistet tiltroen til, at hollænderen kan få det bedste ud af de spillere, han har til rådighed.

Det skyldes primært dårlige træningsmetoder og en generelt dårlig spillestil, der ikke falder i Rashfords smag, skriver mediet.
Marcus Rashford har på det personlige plan haft det svært i denne sæson. I alt er det blot blevet til to mål og fire assists i 20 kampe på tværs af alle turneringer, hvilket blandt andet har medført, at Rashford er gledet ud på bænken i de seneste kampe.
Marcus Rashford står i alt noteret for 379 kampe med 125 mål og 72 assists til følge i Manchester United. Den nuværende kontrakt mellem parterne står i skrivende stund til at udløbe i sommeren 2028.
