Newcastles Eddie Howe: Så længe er Nick Pope ude
Nick Pope måtte udgå efter en grim skade i weekendens kamp mod Manchester United, og nu fortæller Newcastle-manager, Eddie Howe, om comebackdatoen.
Det så grimt ud, da Newcastle-målmand Nick Pope blev skadet i weekendens sejr over Manchester United.
Den 31-årige målmand måtte udgå til slut i kampen, og efter opgøret udtalte Newcastles manager, Eddie Howe, at det ikke så for godt ud.
Og Howe fik ret. Forud for torsdagens kamp mod Everton giver den 46-årige manager seneste nyt. Det er ikke god læsning for den skulderskadede Nick Pope.
– Han har haft et par aftaler hos specialister. Jeg venter på de seneste nyheder om, hvad der skal ske, men vi regner med, at han skal opereres, udtaler Howe på onsdagens pressemøde.
– Der er ikke nogen tvivl om, at han skal opereres, så han er ude i en lang periode.
Og Eddie Howe regner med at undvære sin førstemålmand langt ind i det nye år.
– Operationen har endnu ikke fundet sted, men vi regner med, at han er ude i omtrent fire måneder. Det er et stort slag for os, men et slag, vi var beredt på efter kampen, udtaler Howe.
Nick Pope lange skade har allerede fået rygterne til at svirre om, hvem der skal være ny mand i buret hos nordenglænderne.
En tidligere Manchester United-målmand er ifølge engelske medier inde i billedet – læs den historie her.
Medie: Newcastle i frækt indkøb – vil hente de Gea