Jakob Poulsens Viborg fik prygl på tidligere hjemmebane: Det gør ondt
Det midtjyske derby kunne næppe være gået meget værre for Jakob Poulsen, der må tage hjem til Viborg med et 5-1-nederlag i bagagen.
286 kampe.
Det er, hvad Jakob Poulsen nåede i FC Midtjylland-trøjen.
Mandag aften gæstede han så sin tidligere hjemmebane, denne gang som midlertidig cheftræner for midtjydernes rivaler, Viborg FF.
Opgøret endte dog ganske uskønt for Jakob Poulsen og co., der tabte 5-1. Samtidig måtte han se sin førstemålmand, Lucas Lund, forlade banen med en skade i slutningen af første halvleg.
Efter kampen var det da også en slagen Viborg-træner, der satte ord på nederlaget.
– Det er jo en forfærdelig følelse. Det gør ondt. Da jeg kiggede op på måltavlen og der stod 5-1 – det var ikke, hvad vi havde drømt om. Men vi må også sige, at vi var det næstbedste hold i dag, så på den måde var det ikke overraskende, at vi tabte.
– De var forfærdeligt effektive. Samtidig var vi heller ikke dygtige nok til at forsvare os.
Viborg FF kan nu kigge på en tabel henover vinteren, hvor der er otte point op til top seks og fem point ned til nedrykningsstregen.
Hvornår starter Superligaen igen? – Her sparkes forårets superligakampe i gang