
Dobbelt hæder: FCM vinder begge novembers superligapriser
FC Midtjylland gør rent bord og hjemtager de to individuelle superligapriser for Månedens Spiller og Månedens Unge Spiller i Superligaen.

Tre sejre i tre kampe og en målscore på 10-2.
Det var resultatet for FC Midtjylland i november, og det har nu kastet to priser af sig til den midtjyske klub.
Både Månedens Spiller og Månedens Unge Spiller er nemlig blevet tildelt til spillere i FC Midtjylland, og det er anden måned i træk, at en spiller i Thomasbergs stald tildeles prisen som Månedens Spiller i Superligaen.
Prisen som den bedste spiller i november er blevet tildelt den 28-årige brasilianske back Paulinho, mens titlen som Månedens Unge Spiller tilfalder den 19-årige angriber Franculino Djú.
FC Midtjyllands Oliver Sørensen vandt prisen som Månedens Spiller i oktober, men midtjyderne må undvære Sørensen til årets sidste superligakamp mandag aften mod Viborg.
