DBU indgår langsigtet aftale med Hummel – ligestiller herrer og kvinder
Også de kommende otte år vil Hummels ikoniske vinkler pryde de danske fodboldlandsholds trøjer. Den danske virksomhed har indgået en aftale med DBU, der også omfatter en ligestilling af bonusordningen hos kvinderlandsholdene.
I første omgang er der tale om en hensigtserklæring, som både DBU og Hummel har underskrevet.
Hensigtserklæringen handler om en ny tøjsponsor-aftale, der sikrer, at den danske tøjproducent til og med sommeren 2032 vil være leverandør til alle de danske fodboldlandshold samt DBU’s fodboldskoler og dommere.
Samarbejdsaftalen betyder desuden, at DBU og Hummel vil sidestille bonusordninger for kvinde- og herrelandsholdene.
I alt drejer det sig om 16 danske landshold, der med herrernes a-landshold og kvindernes a-landshold i spidsen vil iklæde sig tøj fra det danskejede tøjmærke de kommende otte år.
– Dansk fodbold og vores fodboldlandshold er et fantastisk sted med mange aktive fans og flotte sportslige resultater. Vi vil være stolte over frem til 2032 fortsat at få hummel som partner og tøj-brand, både for vores fodboldskolebørn og dommere og ikke mindst på alle vores landshold.
– Vi er særligt glade for, at hummel er parate til at give samme størrelse slutrundebonus til både kvinde- og herrelandsholdene. Det er vigtigt for vores arbejde med fodbold for alle og et stærkt signal om, at ligestilling mellem køn er centralt også i dansk fodbold, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er administrerende direktør hos DBU.
Hummel fejrer i år 100-års jubilæum, og brandet fik sit første sponsorat hos DBU helt tilbage i 1979.
I 2004 overtog den tyske tøjgigant Adidas sponsoratet og leverede tøj til de danske landshold, men i 2016 kom Hummel tilbage i folden hos DBU, hvor de har været lige siden.