International Fodbold

Chok i Argentina: Scaloni overvejer sit job som landstræner

Lionel Scaloni underskrev to måneder efter VM-triumfen i Qatar en ny kontrakt som landstræner i Argentina. Nu overvejer han sit job.

Argentinas landstræner Lionel Scaloni overvejer sit job.
Foto: Carl De Souza/AFP/Ritzau Scanpix

Det har været et særdeles begivenhedsrigt døgn for argentinsk landsholdsfodbold.

Natten til tirsdag slog Argentina ærkerivalerne fra Brasilien på eget græs, efter holdets medrejsende fans havde været udsat for håndhændet behandling på tribunerne af det brasilianske politi.

Efter 1-0-sejren i kampen, som blev udskudt en halv time som følge af urolighederne udenfor banen, afholdt den argentinske succes-landstræner, Lionel Scaloni, et ganske opsigtsvækkende pressemøde.

– Jeg er nødt til at tænke grundigt over, hvad jeg vil. Jeg har brug for tid til at tænke, for landsholdet har brug for en træner, som har al mulig energi og som har det godt, lød det på pressemødet fra Scaloni ifølge ESPN.

Den 45-årige argentiner førte i december Argentina til nationens tredje VM-triumf, og i februar i år forlængede han sin kontrakt til og med 2026.

Forud for pressemødet blev en følelsesladet Scaloni set uddele knus og kys til andre medlemmer af den argentinske stab. Kampen mod Brasilien var den sidste landskamp for Argentina i 2023.

Video: Argentina sejrer i sydamerikansk klassiker efter voldsom ballade

Om det også bliver Scalonis sidste landskamp, står fortsat hen i det uvisse.

– Det er ikke farvel, det er ikke noget andet. Jeg har brug for at tænke, for barren er sat rigtig højt, og det er hårdt at fortsætte. Det er hårdt fortsat at vinde, lyder det fra Scaloni.

Efter den udtalelse svarede den tidligere Deportivo La Coruna-profil ikke på yderligere spørgsmål.

Messi ovenpå sejr mod Brasilien: Det er uacceptabelt

Scaloni står noteret for i alt 66 kampe som træner for det argentinske landshold – et job han har siddet på, siden han i august 2018 overtog rollen fra Jorge Sampaoli ovenpå sydamerikanernes exit til Frankrig ved VM i 2018.

Scaloni har et pointgennemsnit på 2.36 per kamp som landstræner. Kun seks kampe er han gået fra en kamp med et nederlag.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P