
Kroatien klarer opgaven: Begynder at lugte af EM
Kroatien tog et stort skridt mod sommerens EM-slutrunde i Tyskland, da Letland blev besejret lørdag aften.

Tre kroatiske point.
Lørdag har utvivlsomt være en god dag for dem, der gerne vil have Kroatien med til EM næste sommer.
Lørdag aften blev det således til en 0-2-sejr for det kroatiske mandskab, da Letland bød op til dans i landets hovedstad, Riga.
Kroaternes mål faldt tidligt i opgøret, da Lovro Majer gjorde det til 0-1 i det syvende minut, inden han ni minutter senere noterede sig for assisten ved Andrej Kramaric’ scoring til 0-2.
Resten af opgøret forblev målløst, og Kroatien tager alle tre point med sig hjem.
VM-sølvvinderne fra 2018 kravler dermed foran Wales i EM-kvalifikationens gruppe D med en enkelt runde tilbage. Tyrkiet topper fortsat gruppen.
Wales smed tidligere lørdag point ude mod Armenien, hvorfor Kroatien nu er snublende nær endnu en slutrunde.
Wales og Tyrkiet mødes i sidste kamp, mens Kroatien møder Armenien.

I lørdagens øvrige klokken 18-kamp blev det til en sen 1-0-sejr for Belarus, der mødte Andorra hjemme. De to nationer udgør bundproppen i gruppe I.