Jonas Wind følger med: Sådan går FCK videre i Champions League
Jonas Wind heppede med, da F.C. København vandt mod Manchester United, og den danske landsholdsangriber tror da også på europæisk avancement for den tidligere klub.
Jonas Wind skiftede væk fra F.C. København i januar 2022.
Den 24-årige VfL Wolfsburg-angriber har dog ikke glemt rødderne, og han er imponeret over den tidligere klubs præstationer i Champions League.
Her har københavnerne leveret flere gode kampe mod toppen af europæiske klubhold. Senest blev det til en 4-3 sejr over Manchester United i en hæsblæsende kamp – og Jonas Wind så med foran skærmen.
– Selvfølgelig gjorde jeg det. Det var en vild kamp. Det var fedt at sidde og se. Der var gang i den, og det er en flot måde, de (FCK, red) har præsteret i hele Champions League på, udtaler Jonas Wind til Viaplay.
F.C. København ligger aktuelt nummer to i Champions Leagues gruppe A, og de næste to kampe mod tyske Bayern München og tyrkiske Galatasaray afgør, om den står på europæisk fodbold efter årsskiftet.
Jonas Wind, der er hjemme i Danmark på landsholdstjeneste, tror på, at FCK kan gå videre fra gruppen.
– Ja, det tror jeg egentlig godt på. Jeg tror, der kan være en finale i sidste kamp mod Galatasaray, og vi ved, Parken ikke er et sjovt sted at komme som udeholdet, så jeg tror godt på, de kan gøre det, slutter Jonas Wind.
Jonas Wind og Herrelandsholdet spiller fredag aften mod Slovenien i den vigtige kvalifikationskamp frem mod EM i Tyskland næste år.
F.C. København møder på udebane Bayern München den 29. november klokken 21.
Medie: Så meget kræver FCK for Roony Bardghji – Superligaens transferrekord står for skud Jonas Wind tangerer Wolfsburg-rekord