Newcastle overvejer at hente Yankuba Minteh retur fra leje før tid: Kan blive løsningen på skadesproblemer
Det er i forvejen gået rigtig hurtigt for Yankuba Minteh, der for lidt over et år siden spillede på OB's U19-hold. Nu kan Premier League-debuten for Newcastle vente om hjørnet.
Skadesproblemerne er store i Newcastle for tiden.
Specielt på de offensive kantpositioner, hvor både Harvey Barnes og Jacob Murphy er ude med langtidsskader, men Miguel Almiron senest måtte side over med en skade i weekendens opgør mod Bournemouth.
Derfor overvejer klubbens manager, Eddie Howe, nu, hvad han kan gøre for at rette op på truppen, der altså mangler offensive kantspillere. Og her overvejer han at gøre brug af den tidligere OB’er, Yankuba Minteh.
Over for Sky Sports fortæller Eddie Howe således, at han i høj grad overvejer at hente Yakubah Minteh tilbage fra det nuværende udlån til hollandske Feyenoord.
Eddie Howe har flere spillere på udlån, som kunne være relevante at hente hjem med henblik på at lappe truppen på de skadesramte positioner, men den 19-årige Minteh fremhæves af Howe, da han har vist flotte præstationer på det seneste.
– Vi vil se nærmere på vores spillere, der lige nu er udlejet, med henblik på om de potentielt kan hentes tilbage og styrke os. Hvis det giver mening og også er godt for den enkelte spillers karriere, så vil vi helt sikkert se på, hvad vi kan gøre, indleder Eddie Howe og fortsætter:
– En spiller som Yankuba Minteh har gjort det rigtig godt for Feyenoord. Han er desværre skadet i øjeblikket. Han er lige nu tilbage i Newcastle, hvor vi vurderer skadens omfang. Vi må se, hvor alvorlig skaden er, og så må vi se på, om det ville give mening at hente ham retur permanent før tid – ligesom vi også vil gøre med vores andre lånespillere.
Yankuba Minteh skiftede til OB så sent som i sommeren 2022. Her gjorde han hurtigt sit indtog på klubbens førstehold, hvor det i alt blev til fire mål og seks assists i 17 kampe.
I sommeren 2023 gik turen så til Premier League-klubben Newcastle, der straks lejede den unge gambier ud til hollandske Feyenoord. Her står han i alt noteret for 12 kamp med tre mål og en enkelt assist til følge.
Minteh er fortsat udlejet til Feyenoord på en aftale, der gælder frem til sommeren 2024. Kontrakten i Newcastle løber frem til sommeren 2028.
Se videoen: Stor utilfredshed – OB-fansene vender ryggen til spillerne OB-vikar beklagede over for spillerne efter Hvidovre-fadæse Mål og Highlights: Sensation i Odense – Hvidovre IF sejrer for første gang og sender OB mod afgrunden