Hjulmand med gode nyheder: Forventer at landsholdsprofil bliver klar
Andreas Skov Olsen måtte søndag humpe fra banen med en skade, men den danske landstræner, Kasper Hjulmand, afblæser nu rygterne om, at Skov Olsen ikke bliver klar for landsholdet.
Andreas Skov Olsen udgik søndag med en skade i kampen mellem Club Brugge og Cercle Brugge.
Og det fik formentligt mange fodboldglade danskere til at bekymre sig.
For hvad nu hvis Andreas Skov Olsen ikke når at blive kampklar til landsholdets to vigtige EM-kvalifikationskampe mod Slovenien og Nordirland?
Den danske landstræner Kasper Hjulmand maner mandag eftermiddag til besindighed i forhold til de rygter, der florerer om Andreas Skov Olsens skade.
Rygter lød tidligere mandag på, at Andreas Skov Olsen ville være ukampdygtig i flere uger grundet skaden, hvorfor han ikke ville kunne deltage i de kommende landskampe. Men det er ikke umiddelbart tilfældet, fortæller Kasper Hjulmand nu til TV2 SPORT.
– Vi regner med, at han er klar. Han kommer ind sent i aften, men vi regner med og håber på, at han er klar, indleder den danske landstræner over for TV2 SPORT og fortsætter:
– Han blev scannet i går aftes, og vi har fået meldingerne her til formiddag, og der er ikke nogen skade, så vi forventer, han er klar.
Skidt nyt for Danmark: Hjulmand tvunget til at skifte to profiler i landsholdstruppenDet danske landshold er allerede hårdt plaget af skader frem mod denne landsholdssamling, hvor Kasper Hjulmand tidligere mandag har været tvunget til at udskifte Christian Eriksen og Rasmus Højlund. Læs mere om dette ovenfor.
Foruden Eriksen og Højlund er også Robert Skov tidligere blevet valgt fra grundet en skade. I alt er fem spillere, der ikke var udtaget til landsholdet i første omgang, blevet hentet ind til landsholdstruppen i løbet af de seneste par dage.
Der resterer to kampe i EM-kvalifikationen for Danmark. Først venter opgøret mod Slovenien i Parken den 17. november, hvorefter turen går til Nordirland den 20. november. Begge opgør kan ses på TV2 og TV2 PLAY.
Kasper Hjulmand tilføjer tre spillere til landsholdstruppen Kaptajnen er skadet: Disse danskere skal sikre EM-billetten