Endnu en bet for Hjulmand – landsholdsprofil humper fra banen med baglårsskade
Først var det Christian Eriksen, så Rasmus Højlund og nu har endnu en dansk landsholdsspiller forladt banen med en skade kort før landsholdssamlingen.
Som om det ikke var nok… Lørdag eftermiddag måtte den danske landstræner, Kasper Hjulmand, rive sig i håret op til flere gange.
Først måtte landsholdsprofilen Christian Eriksen forlade banen med en skade i Manchester Uniteds Premier League-opgør mod Luton, og senere i opgøret var det så Rasmus Højlunds tur til at humpe fra banen i opgøret.
Dermed skal Kasper Hjulmand muligvis se sig om efter et par erstatninger på to vigtige positioner frem mod EM-kvalifikationsopgørene mod henholdsvis Slovenien og Nordirland, som løber af stablen den 17.- og 20. november.
Og to erstatninger kan hurtigt blive til tre. Søndag eftermiddag er endnu en træls besked nemlig tikket ind for Kasper Hjulmand.
Club Brugge-danskeren Andreas Skov Olsen har således søndag forladt banen med en baglårsskade i pausen af opgøret mod Cercle Brügge. Det oplyser det belgiske medie Het Laatste Nieuws.
Dermed skal den danske landstræner muligvis se sig om efter tre erstatninger til landsholdstruppen. Intet er dog sikkert endnu, da hverken Manchester United eller Club Brugge har meldt noget ud om omfanget på de respektive skader.
Opgøret mellem Club Brugge og Cercle Brügge endte desuden uafgjort, 0-0.
Erik ten Hag giver opdatering på Højlunds skade Mål og Highlights: Begge United-danskere humpede skadet fra banen i kneben sejr over oprykker