
Klopp efter tam Liverpool-indsats: Jeg tog det personligt
Liverpool spillede overraskende 1-1 med Luton Town søndag aften, og særligt første halvleg var langtfra tilfredsstillende for klubbens tyske manager, Jürgen Klopp.

Jürgen Klopp har længe været synonym med det tyske gegenpressing.
Bolderobringer og genpress ligger i både tyskerens og Livepools DNA, men det var der ikke meget af i søndagens skuffende 1-1 kamp mod Luton.
Det var bestemt ikke efter planen, fortæller 56-årige Klopp efter kampen, og løfter sløret for, hvad han fortalte hans mandskab efter kampen på Kenilworth Road.
– Vi spillede uden genpres i første halvleg, hvilket jeg nærmest tager personligt, og det fortalte jeg til drengene, udtalte Klopp til BBC Sport.
– Jeg kan ikke huske særlig mange situationer, hvor vi vandt bolden tilbage, og det er ikke godt.

Liverpool spillede bedre i anden halvleg og brændte nogle store chancer. Alligevel var Luton ved at tage alle tre point, havde det ikke været for Luis Diaz’ udligning i den dybe overtid.
Det var første kamp for Diaz, siden det kom frem, at colombianerens forældre var blevet kidnappet for et par uger siden.
– Det var et smukt højdepunkt i en kamp uden særlig mange højdepunkter, og Luis kom ind og scorede. Det var virkelig godt, fortalte Jürgen Klopp efter kampen.
Liverpool og Jürgen Klopp skal i aktion næste gang torsdag den 9. november mod franske Toulouse i Europa League.
