Viborg FF bekræfter: Forhandler om salg af Friis
Superliga-klubben Viborg FF bekræfter fredag formiddag, at klubben forhandler om et muligt salg af cheftræner Jacob Friis.
Viborg FF er i konkrete forhandlinger om et salg af klubbens cheftræner, Jacob Friis.
Det bekræfter klubben fredag formiddag på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at klubben har givet Jacob Friis fri fredag, så cheftræneren kan indgå i dialog om et muligt klubskifte. I stedet varetages dagens Viborg FF-træning af Jakob Poulsen.
– Vi har gennem de seneste uger haft en dialog med Jacob Friis omkring hans fremtid, og han har meddelt os, at han ønsker at forfølge muligheden for en ny udfordring, fortæller klubbens sportschef, Mads Agesen, og fortsætter:
– Derfor er det vores konklusion, at han ikke skal være her i dag, og vi i stedet sætter Jakob Poulsen i spidsen for træningen frem mod kampen på søndag. Det er altafgørende for os, at alle vores medarbejdere har 100% fokus på opgaverne i Viborg FF.
Det nævnes på nuværende tidspunkt ikke, hvilken klub der skulle være tale om. Men torsdag gik rygterne på, at Jacob Friis skulle være tæt på et skifte til en Bundesliga-klub. Læs mere om dette på linket herunder.
Medie: Bundesliga-klub forhandler med Jacob FriisDer har også tidligere været meldt om interesse for Jacob Friis fra den norske storklub Rosenborg. Her blev Friis nævnt sammen med Silkeborg IF’s cheftræner Kent Nielsen.
Jacob Friis har stået i spidsen for Viborg FF siden februar 2022. I alt er det blevet til 75 kampe som cheftræner i klubben med et pointsnit på 1,57 point per kamp.