Manchester United bekræfter: Midtbaneprofil ukampdygtig i flere uger
Manchester United bekræfter fredag eftermiddag, at brasilianske Casemiro er blevet skadet og vil være ukampdygtig i flere uger.
Brasilianske Casemiro fik blot 45 minutter på banen, da Manchester United onsdag aften blev ekspederet ud af Carabao Cuppen af Newcastle.
Efter opgøret kunne Manchester Uniteds manager, Erik ten Hag, fortælle, at udskiftningen i pausen ikke skyldtes en dårlig præstation fra Casemiros side. I stedet var årsagen, at Casemiro var blevet skadet.
På daværende tidpunkt kunne Ten Hag ikke give et estimat på, hvornår Casemiro igen ville kunne spille. Fredag har klubben dog færdiggjort undersøgelserne af den 31-årige brasilianer, og her viser det sig, at midtbanemotoren vil være på skadesbænken i flere uger.
Således skriver klubben på sin hjemmeside, at det vil tage flere uger før Casemiro er ovenpå igen.
Der bliver ikke nævnt, hvor mange uger der eksakt skulle være tale om, men med meldingen om flere uger på skadeslisten, betyder det altså med stor sandsynlighed, at Casemiro tidligst kommer i aktion for Manchester United igen efter landsholdsterminen, som indledes ved udgangen af den kommende uge.
Altså vil Casemiro formentligt misse et minimum af tre opgør. Det gælder de to Premier League-kampe mod henholdsvis Fulham og Luton, og så Champions League-opgøret mod F.C. København.
Fyringsrygter om Erik ten Hag affejes: Det er løgn