Vilde Skov Olsen gik mål- og assist-amok og sendte Club Brugge videre i Pokalen
Andreas Skov Olsen leverede, hvad der betegnes som et one-man-show, da Club Brugge onsdag aften spillede sig sikkert videre i den belgiske pokalturnering.
Et One-man-show af Andreas Skov Olsen.
Sådan beskrives onsdagens belgiske pokalkamp mellem Beerschot VA og Club Brugge af det store belgiske medie, Het Laatste Nieuws.
Her var den danske landsholdsspiller flyvende og leverede imponerende to mål og to assists i kampens første halvleg. Dermed var han impliceret i fire af kampens seks Club Brugge-mål.
Allerede efter 23 minutters spil var Skov Olsen på spil for første gang i opgøret, da han udnyttede en Beerschot-fejl i defensiven og scorede til 2-0 i opgøret.
Dernæst var han i oplæggeren rolle to gange. Først syv minutter senere, da han smækkede et hjørnespark ind foran mål til Denis Odoi, der sendte kuglen i kassen til 3-0. Dernæst tre minutter senere, da han snød sin direkte modstander og sendte bolden videre til Hugo Vetlesen, der gjorde det til 4-0.
Selvom kampen på daværende tidspunkt var lukket og slukket, så ville Andreas Skov Olsen bringe balance i sin total af mål og assists. Danskeren gjorde det således til 5-0 til Club Brugge kort før pause, da han med et brag af et langskud hamrede bolden i kassen fra en position er godt stykke uden for feltet.
I alt endte kampen mellem Club Brugge og Beerschot VA med en Brügge-sejr på 6-0, og Andreas Skov Olsen og co. er således sikkert videre i den belgiske pokalturnering, hvor klubben indtræder i ottendedelsfinalerne.
Andreas Skov Olsen kan meget vel være fortid i Club Brugge i sommeren 2024. Læs mere om dette herunder
Medie: Til sommer er det slut – landsholdsdansker skal finde ny klub