Medie: United uenig med profil om forlængelse – udnytter et-årig option
Manchester Uniteds forhandlinger med Aaron Wan-Bissaka om en kontraktforlængelse ser ud til at være gået i stå. I stedet vil klubben nu udnytte en option til en forlængelse.
Manchester Uniteds forhandlinger med Aaron Wan-Bissaka om en kontraktforlængelse er sat på pause.
Efter at transfervinduet lukkede i sommer, så det ellers længe ud til, at en ny aftale var på vej i positiv retning for den stærke højreback. Men nu er det ifølge Daily Mail mere sandsynligt, at klubben vil benytte sig af en 12-måneders kontraktforlængelse.
Så kan de beholde Wan-Bissaka på kontrakt til juni 2025 og undervejs genoverveje hans situation.
Den 25-årige forsvarsspiller er netop vendt tilbage i træning efter en lårskade i midten af september, og Manchester United ønsker ifølge avisen at se ham helt fit, inden de sætter ny signatur på en aftale.
Wan-Bissaka er gode venner med Jadon Sancho og rejste til New York med den forviste United-stjerne i sidste måned, men det forventes ikke, at manager Erik ten Hag vil tage det ilde op.
Også Victor Lindelöf skal snart have forlænget sin kontrakt, ellers kan begge spillere forhandle med andre klubber fra 1. januar og forlade klubben kontraktfrit til sommer.
Ifølge avisen er det endnu uklart, om klubben vil forlænge kontrakten for Anthony Martial.
I den forgangne weekend tabte Manchester United lokalopgøret mod Manchester City på hjemmebane. Du kan høre Brian Laudrups analyse af det opgør i videoen i toppen af artiklen.
Absolut stilhed: Rasende Erik ten Hag straffede United-stjernerne efter stort nederlag til City