Rösler raser mod vært: Du er virkelig glad for det her, er du ikke?
AGF's cheftræner, Uwe Rösler, var langt fra tilfreds med Viaplays fokus på Bailey Peacock-Farrell og den fejl, der gav Randers FC et indirekte frispark.
En 2-1-sejr og tre vigtige point til Superliga-tabellen.
Det var, hvad AGF kunne tage med sig fra en hårdt kæmpet mandagskamp mod rivalerne fra Randers FC på Ceres Park i Aarhus.
Sejren kom dog ikke let for aarhusianerne, der undervejs i kampen var presset. Specielt i kampens døende minutter, hvor dommeren dømte indirekte frispark til Randers FC, da AGF-keeper Bailey Peacock-Farrell holdte bolden i hænderne i hele 19 sekunder.
I kampens efterbehandling stillede Viaplay-værten Mikkel Borg en del kritiske spørgsmål til AGF’s cheftræner, Uwe Rösler – blandt andet til hændelsen med Peacock-Farrell. Men efter en hård og opslidende kamp var tyskeren ikke ligefrem i humør til de kritiske spørgsmål og gav også værten igen, da han mente, at det blev for meget.
Uwe Rösler var nemlig af den overbevisning, at Viaplay-værten godtede sig en smule over AGF’s problemer i kampens slutminutter.
– Du er virkelig glad for det her, er du ikke? Jeg kan mærke, at du er virkelig glad for det her. Du virker til at være i højt humør, og du kan godt lide at fortælle os det her, lød Uwe Röslers svar til Mikkel Borg, hvorefter værten forsøgte sig med et opfølgende spørgsmål. Men her var Uwe Rösler ikke klar til at give ordet videre.
– Lad mig nu tale færdig, please. Hvor mange gange har du set det ske i Superligaen i de seneste to år? (at dommeren har dømt indirekte frispark, fordi målmanden holder bolden for længe, red.) Hvor mange gange? Hvor mange gange? Hvor mange gange tager dommeren sådan en beslutning? Med to minutter tilbage af kampen. Hvor mange gange?, lød det fra Rösler.
Trods den skarpe Uwe Rösler i Viaplays studie efter opgøret må mandag aften dog alligevel siges at være en succes for AGF.
Med kampens resultat formåede AGF nemlig at knække Superliga-tabellen midt over. Uwe Rösler og co. indtager således en sjetteplads i Superligaen med hele fem point ned til Lyngby på syvendepladsen.
Se hele seancen med Uwe Rösler i videoen øverst i artiklen
AGF-keeper om inddirekte frispark: En lille smule underligt Mål og Highlights: AGF vinder lokalopgør efter sent drama