Riddersholm overrasket over Sisto-nedtur: Man savner nuancerne
Glen Riddersholm er både ærgerlig og overrasket over Pione Sistos nedtur og mener, at man ofte mangler nuancerne i sådanne sager.
De seneste par år har været hårde rent fodboldmæssigt for Pione Sisto.
Her er den 28-årige offensivspiller gået fra at være en del af det danske landshold og have stor succes i udlandet til at træne for sig selv i FC Midtjylland, hvor han gled helt ud af holdet, indtil det blev til et skifte til tyrkiske Alanyaspor denne sommer.
En af de trænere, der tidligere har haft med Pione Sisto at gøre, er den tidligere FC Midtjylland-cheftræner Glen Riddersholm. Da Riddersholm mandag gæstede Viaplay-programmet Offside faldt snakken på Sisto, og her var det en tydeligt ærgerlig Glen Riddersholm, der dykkede ned i den omdiskuterede kantspiller.
Glen Riddersholm ærgrer sig over, at det er gået, som det er gået for Pione Sisto. Langt hen ad vejen mener Riddersholm, at Sisto er blevet misforstået. Også selvom der de seneste par år har været episoder, som har virket underlige – selv for Riddersholm.
– Han var en lysende stjerne, og det viste han, inden han tog til Celta Vigo, hvor han også var en lysende stjerne i starten. Så ja, det overrasker mig, og jeg er rigtig ærgerlig over det på Piones vegne, siger Glen Riddersholm til Viaplay.
– Nogle gange savner man nuancerne, og det bliver ofte sådan, at man går efter manden, og der har også været nogle skæve sager. Men når han for eksempel bliver angrebet for en juicekur, så skal man også huske på, at han i hele sin opvækst blev hyldet for at være anderledes og for at tænke ud af boksen.
– Når man som ung får skulderklap for at være lidt anderledes og nå så langt med sit talent på daværende tidspunkt, er det let bare at pille folk ned igen. Det er ligesom blevet hans trademark.
– Og så er der nogle andre ting, der er underlige, også for mig når jeg ser på det fra afstand her de seneste år, og som jeg selvfølgelig er rigtig ærgerlig over, for vi har brug for at se ham som fodboldspiller. Desværre har han vel sløset med mulighederne.
Trupnyt: FC Midtjylland uden Lössl til Pokalbrag mod F.C. KøbenhavnPione Sisto står i alt noteret for 212 kampe for FC Midtjylland, hvor han har spillet af to omgange.
Først som ungdomspiller, hvor han kæmpede sig op til at være holdets stjerne, inden turen gik til spanske Celta Vigo i 2016. I 2020 skiftede Sisto tilbage til FCM igen, hvor han altså var på kontrakt frem til denne sommer. I alt er det blevet til 46 mål og 21 assists i FC Midtjylland-trøjen.
Pione Sisto har indtil videre blot spillet to kampe for sin nye klub, Alanyaspor. Her har han endnu ikke bidraget med hverken mål eller assists.
Sistos nuværende kontrakt med Alanyaspor løber frem til sommeren 2025.
Se hele indslaget med Glen Riddersholm i videoen øverst i artiklen