Hjernerystelse har holdt OB-træner ude siden foråret – nu er han snart tilbage
OB meddeler lørdag, at klubbens fysiske træner er ved at være kommet sig over den hjernerystelse, han pådrog sig i foråret - samtidig har man forlænget aftalen med den midlertidige afløser.
Hjernerystelser er ikke til at spøge med.
I flere af verdens mest populære sportsgrene er hjernerystelser et problem, man i stigende grad er blevet opmærksom på i løbet af de seneste år.
Fodbold er ingen undtagelse, og i OB har netop en hjernerystelse holdt klubbens fysiske træner, Bo Nielsen, ude siden foråret.
Nu er der dog godt nyt fra fynboerne, som lørdag oplyser, at Bo Nielsen er på rette kurs.
Således vender han tilbage til træningsbanerne i Ådalen i november.
Det er dog ikke på fuld styrke, og man har derfor valgt at forlænge aftalen med Peter Krustrup, der blev hentet ind som midlertidig fysisk træner, da Bo Nielsen blev ramt af hjernerystelsen.
Den nye aftale mellem OB og Peter Krustrup løber sæsonen ud, og planen er, at han og Bo Nielsen nu skal styre den fysiske træning i fællesskab.
Bo Nielsen ser frem til langt om længe at kunne vende tilbage til sit job, som han har været sygemeldt fra i næsten syv måneder:
– Det har været en kæmpe kamp at komme tilbage, og derfor er det selvfølgelig en stor glæde, at jeg kan komme på arbejde igen. Vi har fået sat nogle gode ting i gang, der har virket på førsteholdet det sidste halvandet år, som har gjort, at vi har kunne mindske skaderne og samtidig holde et fysisk højt niveau, og det glæder jeg mig til at kunne bidrage til igen, siger Bo Nielsen og fortsætter:
– Samarbejdet med Peter giver en god kapacitet, og de næste syv-otte måneder kan vi have et parløb, hvor vi kan sørge for at udviklingen fortsætter i hele klubben, siger han.
Bo Nielsen pådrog sig hjernerystelsen under opvarmningen til kampen mod AGF i sidste runde af grundspillet i forrige sæson.
Avis: SL-guldtræner har afvist OBOB ligger lige nu på 10. pladsen i Superligaen med 11 point efter 12 kampe.
Næste opgave for fynboerne er søndag klokken 16.00 ude mod Silkeborg IF.