Italiensk landstræner åbner op om bettingskandale: Vi vil forsøge at hjælpe dem
Italiens landstræner, Luciano Spalletti, har ondt af Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo. Begge er blevet sigtet for ulovlig betting, men træneren vil gøre sit for at hjælpe de to.
En bombe har ramt italiensk fodbold.
Kort efter Italiens landshold var mødt ind til samling, blev to spillere sigtet af myndighederne for ulovlig betting.
Det drejer sig om Sandro Tonali og Nicolo Zaniolo, der begge siden er blevet sendt hjem fra lejren. De blev dog ikke hjemsendt uden opbakning fra landstræner Luciano Spalletti:
– Jeg mener, at gambling er en form for fristelse. Det er en skruetvinge, og de her ting kan ske. Vi er forpligtede til at blive ved med at tale med spillerne. Vi bliver ved med at holde øje med dem, og vi vil prøve at hjælpe, informere og støtte dem for at sikre, at de kan vende tilbage til det, de elsker, siger Spalletti ifølge mediet Express.
Tabet af de to Premier League-profiler er et slag for Italien, men landstræneren slår fast, at det nu handler om at komme videre for holdet:
– Vi er alle blevet påvirket at dette. Vi er nødt til at komme videre. Vi skal fokusere på, hvad vores mål er. De er gode spillere, men vi kan ikke udelukkende være afhængige af disse spillere for at få resultater.
Italien møder tirsdag aften England i EM-kvalifikationen. Se kampen klokken 20.45 på TV2 SPORT X og TV2 PLAY.