Det ser ikke godt ud: Sådan kommer Norge og Sverige med til EM
Norge og Sverige ligger begge tre'er i deres respektive EM-kvalifikationspuljer, og selvom det ser mere end svært ud for vor broderlande, så lever EM-drømmen endnu.
Den danske EM-kvalifikation startede en anelse tonedøvt, men Hjulmands tropper har i den grad fundet melodien.
Pendulet svinger dog helt anderledes hos vores broderlande, hvor skuffende resultater og tvivlsomme præstationer har været den eneste konstante i kvalifikationsspillet.
Derfor ser det svært ud for de skandinaviske naboer, men det er som bekendt aldrig slut, før den fede dame har sunget.
Norge skal håbe på playoff
Norge tabte søndag aften til Spanien på hjemmebane, og dermed braste drømmen om direkte kvalifikation til EM.
Derfor skal Norge nu sætte sin lid til at kvalificere sig gennem playoff-kampene. Landene til disse kampe udvælges via placeringerne i Nations League-gruppespillet, men det er et langt og snørklet puslespil, der skal gå op for nordmændene.
12 hold kæmper om de sidste tre billetter til næste sommers EM-slutrunde, og playoff-kampene spilles i marts næste år.
Lige nu ser det ikke ud til at Solbakkens mandskab vil komme videre til playoff-kampene, og det vil i så fald være 12. slutrunde i træk, Norge misser.
Den norske avis VG.no vurderer, at der er 13% chance for norske EM-deltagelse.
Sverige skal bruge et mirakel
For svenskerne er missionen klar: De skal vinde de tre sidste kampe i Gruppe C, og håbe, at Østrig taber deres to resterende kampe.
Janne Anderssons mandskab ligger aktuelt nummer tre i puljen med syv point op til Østrig på andenpladsen, og netop Østrig tabte svenskerne til i fredags. Derfor er det kun sejre, og et lille mirakel, der kan bruges for svenskerne.
Og det starter allerede mandag aften, hvor førstepladsen fra Belgien venter på udebane. Vinder svenskerne ikke her, så skal de også håbe på at havne i playoff-spillet – akkurat som nordmændene. Og som det ser ud lige nu, så kommer det ikke til at ske – akkurat som nordmændene.
Danmark kan i øvrigt sikre billetten til EM tirsdag, hvis San Marino besejres, og Finland spiller uafgjort hjemme Kasakhstan.
Danmark tog vigtig sejr over Kasakhstan – á point i toppen af gruppe H