
Trods udelukkelse fra UEFA: Ruslands U17-landshold vinder ude over europæisk landshold
Sjældent har et ungdomslandshold fået så meget spalteplads, som det har været tilfældet med Ruslands U17-landshold i de seneste uger. Det russiske ungdomslandshold er fortsat bandlyst af UEFA, men torsdag eftermiddag var de i kamp mod et andet europæisk land.

Først var de ude, så kom de kortvarigt ind igen, men nu er de altså ude.
Det har været et tumultarisk forløb for Ruslands U17-landshold, som har været udelukket fra fodbold UEFA-regi siden Ruslands invasion i Ukraine.
Men det afholder ikke det russiske U17-landshold fra at spille kampe.
Torsdag eftermiddag var holdet nemlig i aktion, og selvom Rusland absolut ikke er comme il faut i europæisk fodbold, så var det et andet europæisk land, de mødte.
Rusland U17 vandt nemlig 2-1 over Belarus U17 på udebane i den belarussiske hovedstad, Minsk. Det viser oversigten hos fodboldsitet TransferMarkt.com
Belarus U17 er ikke sanktioneret af UEFA, og spiller derfor også kvalifikation til sommeren U17 EM, der afholdes i Cypern.
Formanden i Dansk Boldspil-Union, Jesper Møller, sidder med i det øverste organ i UEFA, den såkaldte eksekutiv komité, og han nægter fortsat at afsløre, hvad han stemte, da det blev stemt igennem, at døren skulle åbnes for Ruslands U17-landshold.
