Tyskerne lægger skumle planer: Vil ‘stjæle’ ung franskmand
18-årige Mathys Tel har vist sig at være en yderst effektiv målmager i Bayern München, og det tyske fodboldforbund arbejder derfor nu på at få ham gjort til en tysk landsholdsspiller i fremtiden.
Mathys Tel må siges at være i færd med sit gennembrud i Bayern München.
Her har han i indeværende sæson allerede noteret sig for seks mål, selvom Harry Kane står foran ham i køen til spilletid i Bayern Münchens angreb. De seks mål er blevet scoret i løbet af i alt 318 minutters spilletid.
Det er i sig selv en imponerende bedrift. Det bliver ikke mindre imponerende af, at han blot er 18 år gammel.
Den unge franskmand skiftede til Bayern München få måneder efter sin 17 års fødselsdag, og succesen i den sydtyske storklub kombineret med hans unge alder har nu fået det tyske fodboldforbund til at gøre sig forhåbninger på vegne af fremtidens tyske landshold.
– Vi vil helt sikkert forsøge at overbevise ham om, at han skal spille for Tyskland. I sidste ende er det dog spilleren, der selv bestemmer – det skal man ikke undervurdere. Hans rødder er i dén grad franske, siger Rudi Völler, direktør for det tyske fodboldforbund, til Bild TV.
Udtalelserne fra Rudi Völler har sidenhen fået Mathys Tels agent, Gadiri Camara, til at forholde sig til det potentielle landsholdsskifte.
– Ingen har talt med os om den mulighed. Vi så Rudi Völlers udtalelser, og de betyder, at det tyske folk har forelsket sig i Mathys og hans arbejde.
– Men for at være helt ærlig, så er den unge fyrs fokus lige nu på U21. Jeg vil ikke fylde hans hoved med mere, lyder det fra Mathys Tels agent til Sky Sports.
Som agenten er inde på, så er Mathys Tel i disse dage med det franske U21-landshold. Det er første gang, at han er blevet udtaget til at være en del af Thierry Henrys unge mandskab.
Foruden det faktum, at Mathys Tel klarer sig ganske godt i det franske landsholdssystem, og at han er født og opvokset i Frankrig, så er der også et yderligere benspænd for tyskernes drømme om at få Mathys Tel til at iføre sig deres landsholdstrøje.
FIFA’s regler foreskriver således, at en spiller, der skifter til et nyt land i alderen mellem 10 og 18 år, ligesom Mathys Tel gjorde det, skal have boet i det nye land i mindst fem år, inden han kan blive landsholdsaktuel.
Mathys Tel vil dermed først være i stand til at spille for Tyskland i 2027, hvor han vil være 22 år gammel – hvilket selvfølgelig heller ikke er nogen høj alder at få tysk landsholdsdebut i.
DBU om stortalent med kampe for både Danmark og England: Vi vil ikke overbevise nogen som helstMathys Tel har lige nu 27 kampe fordelt over flere franske U-landshold.
Hans kontrakt med Bayern München strækker sig frem til sommeren 2027.
Han kom blandt andet på måltavlen i Parken, da F.C. København blev besejret af Bayern München. Her scorede han sejrsmålet for de tyske gæster.