
Medie: OB har Niels Frederiksen på radaren som Alm-erstatning
Ifølge B.T. har fynboerne allerede været i kontakt med mestertræneren - han nægter dog selv at kommentere på rygterne.

Krisen kradser i OB.
Derfor er sædet under klubbens cheftræner Andreas Alm da også glohedt, og mange spekulerer i, hvor mange kampe svenskeren har tilbage i det fynske.
Og nu mener B.T. at vide, at Striberne allerede nu har været i kontakt med et meget kompetent alternativ til den pressede svensker.
Således kan mediet torsdag oplyse, at OB har været i kontakt med den tidligere danske mester med Brøndby Niels Frederiksen.
I mediets podcast ‘Transfervinduet’ kontaktede mediet den tidligere Brøndby-chef, som ikke var meget for at svare på rygterne.
– Jeg vil simpelthen ikke tale om spekulation og rygter om mit job – hverken den ene eller den anden vej. Så det får du ikke en brik ud af, lød svaret fra Frederiksen, da han blev spurgt ind til rygterne.

Niels Frederiksen har stået uden job, siden han blev fyret fra Brøndby i 2022.
OB og Alm skal forsøge at vende kursen i klubben, når de skal på en svær opgave på Right to Dream Park mod sidste års sølvvindere fra FC Nordsjælland.