3F Superligaen

Krisen kradser i Vejle og Hvidovre: Dårligste superligastart nogensinde

Aldrig har to oprykkere hentet lige så få point efter 10 runder i Superligaen, som tilfældet er det med Vejle Boldklub og Hvidovre IF i denne sæson.

Vejle Boldklub og Hvidovre IF har fået en historisk dårlig begyndelse på tilværelsen i Superligaen.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det ser alt andet end lovende ud for Hvidovre IF og Vejle Boldklub.

Hvidovre er i denne sæson for første gang at finde i Superligaen i 26 år, mens overraskelsen over Vejle Boldklubs oprykning må siges at være knapt så stor.

Fælles for begge klubberne er dog, at drømmen om overlevelse i landets bedste række allerede nu er begyndt at se svær ud.

Bevares, der er kun spillet 10 runder, og der er alt for mange kampe endnu til at sige noget med sikkerhed. Det ændrer dog ikke på, at det ser svært ud for de to oprykkere.

Således har de tilsammen blot fået skrabet otte point til sig efter sammenlagt 20 kampe.

Her står Vejle Boldklub for fem point i 10 kampe, mens Hvidovre IF kun har hentet tre point.

Den ringe pointhøst er faktisk det dårligste, et ‘oprykkerpar’ nogensinde har præsteret i Superligaen.

Aldrig før har to oprykkere kun fået hentet otte point tilsammen efter de første 10 runder.

Ser man bort fra, at der er tale om oprykkere, så er Hvidovre og Vejles begyndelse på tilværelsen i Superligaen fortsat historisk dårlig.

Således er det kun sket én gang før i Superligaens historie, at de to dårligst placerede klubber har hentet færre point end Vejle og Hvidovre efter 10 runder.

Det skete tilbage i 1997/98, hvor Aarhus Fremad havde hentet fem point, mens OB kun fik hentet to – altså ét point færre end indeværende sæsons to dårligst placerede klubber tilsammen. OB endte med at rykke ned, mens Aarhus Fremad tog endnu en sæson i Superligaen.

HB Køge og Randers FC tangerede Vejle og Hvidovres otte point tilbage i 2009/10, mens det også skete i 2006/07-sæsonen, hvor det var selvsamme Vejle samt Viborg FF, der kun fik hentet otte point tilsammen. Vejle rykkede i øvrigt ned dengang.

Vejles spanske kriger har ladet sig inspirere af sine LaLiga-helte: Jeg er ingen Sergio Ramos – men her er vi ens

Den dårlige pointhøst har også resulteret i, at Vejle Boldklub og Hvidovre IF allerede nu er tæt på at være isoleret under nedrykningsstregen.

Her har Vejle lige nu tre point op til OB på 10. pladsen, men vinder OB sin kamp mod Lyngby Boldklub senere mandag, vil der altså være seks point op til fynboerne, som fortsat vil være den klub, der er tættest på at blive indhentet.

Der er dog ingen grund til at give op i hverken Hvidovre eller Vejle endnu. Således fik Lyngby Boldklub i forrige sæson demonstreret, at man aldrig kan blive dømt helt ude af Superligaen.

Her havde Lyngby Boldklub nemlig blot fået hentet fem point efter de første 16 runder, men formåede altså alligevel at overleve i landets bedste række, da man endte med 28 point og en bedre målscore end AC Horsens efter 32 runder.

Vejle Boldklub og Hvidovre IF mødes i næste runde af Superligaen, hvor Nørreskoven danner rammerne for det, der allerede ligner en kamp, som ikke må tabes.

Du kan se den aktuelle stilling i Superligaen HER.

Kilde: superstats.dk

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P