FC Nordsjælland med skuffende pointtab i Vejle – uafgjort for fjerde gang på stribe
FC Nordsjælland brændte straffespark og Vejle fik et mål annulleret, da holdene delte i Nørreskoven.
En relativt kedelig kamp kom til live i de afsluttende minutter af opgøret mellem Vejle og FC Nordsjælland.
I en kamp, hvor Farum-holdet var de helt store favoritter, inden den blev fløjtet op, misbrugte Marcus Ingvartsen et straffespark efter 87 minutter.
Dermed blev han den helt store skurk for sidste års sølvvindere, men den pris kunne lige så godt være gået til Adam Nagalo.
I overtiden lavede han nemlig en forfærdelig tilbagelægning til Andreas Hansen, som German Onugkha kom i mellem og headede i målet.
Desværre for ham og Vejle, var der dog offside i situationen, og Nagalo kunne ånde lettet op. Der skete ikke mere derefter, og holdene må derfor begge tage til takke med et enkelt point.