Klubben bekræfter: Antony vender tilbage i truppen
Den brasilianske offensivspiller vender tilbage til træningsbanen trods igangværende efterforskning om vold. Det fortæller Manchester United fredag.
Manchester United-spilleren Antony har været suspenderet fra klubben, siden det kom frem, at spilleren var under anklage for hustruvold.
Fredag meddelte klubben, at spilleren atter vil være at finde på træningsanlægget, da man har valgt at løfte klubbens suspension. Antony vil ligeledes stå til rådighed for manager Erik ten Hag, når han udtager sine fremtidige trupper.
Manchester United uddyber beslutningen i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside.
– Siden beskyldningerne først blev fremsat i juni, har Antony samarbejdet med politiundersøgelser i både Brasilien og Storbritannien, og han fortsætter med at gøre det.
Politiets undersøgelser af Antony er stadig i gang, men klubben åbner altså igen døren for den 23-årige brasilianer.
– Som klub fordømmer vi voldshandlinger og misbrug. Vi anerkender vigtigheden af at beskytte alle de involverede i denne situation, og anerkender den indvirkning, disse påstande har på overlevende efter misbrug, slutter klubben sin pressemeddelelse.
Antony blev tidligere i september smidt af det brasilianske landshold, og spilleren også offentligt afvist beskyldningerne.
Manchester United møder lørdag eftermiddag Crystal Palace, men klubben nævner ikke, om Antony står til rådighed allerede der.
Medie: United overså politianmeldelse af overfald i sin vurdering af Antony inden skiftet fra Ajax