FCM-chef nedprioriterer ikke pokalkamp: Vi vil gå hele vejen
FC Midtjylland spiller onsdag pokalkamp få dage før braget mod F.C. København i Parken. Men det får ikke cheftræner Thomas Thomasberg til at nedprioritere kampen mod Næstved fra NordicBet Ligaen. Tværtimod vil han gå hele vejen i Pokalen.
Videre avancement.
Så klart lyder forventningerne fra Thomas Thomasberg til FC Midtjylland-truppen inden onsdagens pokalopgør ude mod Næstved, som ligger tre dage inden braget mod F.C. København lørdag.
NordicBet Liga-holdet skal slåes, og FC Midtjylland skal helst gå hele vejen og vinde finalen, lyder det fra cheftræneren til campo.dk på træningsanlægget i Ikast.
– Vi skal videre mod Næstved. Vi vil gerne gå hele vejen og komme til finalen og også gerne vinde den. Nu har vi et førstedivisionshold i morgen, og det er nogle gange i de her pokalrunder, hvor den normale niveauforskel på NordicBet Ligaen og Superligaen ikke altid kan ses, og at der er et enkelt eller to hold, der skrider i svinget. Og det skal helst ikke være os, slår Thomas Thomasberg fast og fortsætter:
– For Næstved er det næsten som en finale at få lov til at møde et af de store hold i Danmark, og de vil selvfølgelig komme med en stor indsats. Den skal vi være klar til at matche, og så kan vi forhåbentlig i løbet af kampen vise niveauforskellen.
FC Midtjylland kommer med selvtillid ovenpå 2-1 sejren hjemme over OB i søndags. Men i stillingen er holdet på femtepladsen stadig et stykke fra F.C. København, der ligger helt i top.
På lørdag mødes de normaltvise guldduellanter så i et brag af en kamp i Parken, men det får ikke Thomasberg til at nedprioritere pokalkampen mod Næstved. Kortene skal dog blandes en smule, fortæller FCM-cheftræneren.
– Den her kamp bliver ikke nedprioriteret, og vi har et mål om, at vi skal videre. Men vi skal selvfølgelig dosere kræfterne rigtigt, fordi vi desværre har haft lidt for mange ude (med skader, red.) i nogle kampe. Vi skal ikke ende i en situation, hvor vi står og mangler fire-fem spillere, som vi gerne ville have haft til rådighed, siger han.
Mål og Highlights: Se FC Midtjylland sejre til allersidst mod OBFC Midtjylland kan glæde sig over, at klubbens islandske midtstopper Sverrir Ingi Ingason er klar til minutter mod Næstved efter skadesproblemer. Kristoffer Olsson er også på vej tilbage fra lazarettet og er måske i spil til kampen, fortæller Thomasberg.
Opgøret mellem Næstved Boldklub og FC Midtjylland sparkes i gang på TintShop Park onsdag klokken 18.00.
Herunder kan du høre Thomas Thomasbergs analyse af sejren over OB i søndags: