Nederlag for tidligere AGF’er i Serie A-debut
Thomas 'TK' Kristensen fik søndag sin Serie A-debut. Det blev dog ikke til point for den tidligere AGF'er.
Da Udinese Calsio søndag tog imod Fiorentina, var det med danske Thomas ‘TK’ Kristensen i startelleveren.
Den nu forhenværende AGF-stopper skiftede til Udinese sent i sommerens transfervindue, og søndagens startplads blev samtidig hans debut for sin nye klub.
Det blev dog næppe den debut, han havde drømt om. Gæsterne fra Fiorentina endte således med at vinde opgøret 0-2.
Thomas Kristensen spillede hele kampen, og det var først til allersidst, at Udineses håb om point blev slukket.
Således var stillingen 0-1 indtil det 92. minut, hvor Giacomo Bonaventura endegyldigt sikrede Fiorentina sejren og de tre point.
Med nederlaget har Udinese fortsat kun hentet tre point i sæsonens første fem kampe og indtager dermed 18. pladsen i Serie A.
Næste opgave for Thomas Kristensen og co. er ude mod Napoli onsdag.
Mareridtskamp for Ajax-dansker: Flået ud efter en halv time af hollandsk derby