2 min læsningFCN har været på rov i NordicBet Ligaen: Henter sportschef

FC Nordsjælland har styrket sin sportslige organisation ved at hente den nu forhenværende sportschef i Vendsyssel FF, Søren Henriksen.

2 min læsning
Søren Henriksen er tilbage i FC Nordsjælland, denne gang i den sportslige ledelse.
Foto: FC Nordsjælland

Den sportslige organisation er blevet styrket i FC Nordsjælland.

Således oplyser Farum-klubben fredag, at man har oprettet en ny stilling som assisterende sportschef.

I samme ombæring oplyses det, at man har hentet den nu forhenværende Vendsyssel FF-sportschef Søren Henriksen ind til den nyoprettede rolle i klubben.

Den nyslåede assisterende sportschef i FCN skal i første omgang lægge sine timer i arbejdet omkring klubbens superligamandskab.

– I Right to Dream kigger vi altid på, hvordan vi kan optimere vores sportslige setup på tværs af klubber og akademier.

– I den forbindelse har vi i samarbejde med klubberne valgt at optimere vores sportslige klubmodel med tilføjelsen af en assisterende rolle omkring sportschefer og sportsdirektører – i første omgang omkring FC Nordsjællands 3F Superliga-hold.

– Denne nye position vil fordele det stadig stigende antal opgaver mellem flere sportslige ledere, skabe bedre rum til fokus, gavne klubbens kontinuitet og vil over tid også skabe nye udviklingsmuligheder for vores ansatte i den sportslige afdeling, siger Mads Davidsen, head of football i Right to Dream, til FC Nordsjællands egen hjemmeside.

Søren Henriksen kommer til Farum med et indgående kendskab til FC Nordsjælland.

Således begyndte hans egen karriere som professionel fodboldspiller i FCN som helt ung, inden han gennem akademiet tog hele vejen op til førsteholdet og Superligaen.

Størstedelen af hans kampe som aktiv har han dog spillet i netop Vendyssel FF, hvor han altså nu har sagt farvel til stillingen som sportschef.

– Jeg er virkelig glad for at være sportschef i Vendsyssel, og det har været en stejl, men også god og virkelig interessant læringskurve.

– Jeg har haft andre muligheder gennem det seneste stykke tid, men denne her kunne jeg ikke sige nej til. FC Nordsjælland er min klub, og jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage og bidrage på en ny måde, siger Søren Henriksen.

Søren Henriksen får ‘debut’ som assisterende sportschef i FC Nordsjælland den 1. oktober, hvor han officielt tiltræder i jobbet.

FC Nordsjælland tabte torsdag aften med 3-1 ude mod Fenerbache i Conference League.

Farum-klubben skal i aktion næste gang mandag hjemme mod Hvidovre.

Timeline

Popular

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P