
Skadet United-duo meldes tæt på klar til Burnley-opgør
Manchester United skriver på sin hjemmeside, at de to profiler kan bliver klar til Premier League-opgøret mod Burnley lørdag aften.

Det er trængte tider i Manchester United.
Onsdag aften led man det tredje nederlag på stribe, da Bayern München blev for stor en mundfuld i Champions League, mens man i Premier League ligger placeret på en skuffende 13. plads.
Erik ten Hag er dog også langt fra begunstiget af at have en skadesfri trup til rådighed – faktisk stik modsat. Ni førsteholdsspillere er nemlig i øjeblikket ude med skade, mens Antony og Jadon Sancho af andre årsager heller ikke kan spille med i øjeblikket.
Men nu er der måske et lille lys i skadesmørket for Erik ten Hag.
I en skadesopdatering på sin hjemmeside skriver Manchester United nemlig, at en prominent duo muligvis er tilbage allerede i weekenden.
Det drejer sig om Mason Mount og Raphael Varane, der har været tilbage i træning sammen med resten af truppen i denne uge, men som ikke helt var klar til at rejse med til München onsdag.
Nu melder klubben så selv, at de to spillere er i spil til at kunne deltage i braget mod Burnley på lørdag.
Du kan få overblikket over alle de profiler Erik ten Hag sandsynligvis må se bort fra efter den relaterede artikel.

Manchester Uniteds skadesliste:
Harry Maguire
Mason Mount
Raphael Varane
Sofyan Amrabat
Amad Diallo
Tyrell Malacia
Luke Shaw
Kobbie Mainoo
Aaron Wan-Bissaka
Antony (Foreløbigt udeladt af truppen)
Jadon Sancho (Foreløbigt udeladt af truppen)
Kampen mod Burnley sparkes igang lørdag klokken 21:00 og kan følges på TV3+ og Viaplay.