Medie: United overså politianmeldelse af overfald i sin vurdering af Antony inden skiftet fra Ajax
Manchester United er aldeles presset efter voldsanklager mod to af klubbens spillere. Nu skriver engelsk avis, at klubben i sin research på Antony overså en anklage rettet mod brasilianeren, blot tre måneder før han skiftede fra Ajax.
Manchester United har knapt nok håndteret voldsanklagerne mod Mason Greenwood, der nu er rejst til spanske Getafe, inden nye anklager om vold sætter klubben i et dårligt lys.
Nu dukker flere episoder med Antony op i medierne. Også sager Manchester United har overset i sin research af spilleren.
Antony blev for to uger sider anklaget for vold mod sin ekskæreste, og nu skriver den engelske avis The Telegraph, at klubben helt missede eksisterende anklager i en anden sag mod Antony, inden han skiftede fra Ajax i august sidste år.
Ifølge den engelske avis blev der nemlig indgivet en politianmeldelse mod Antony blot tre måneder inden skiftet fra Ajax.
En sag Manchester United ikke kendte til, og som klubben først blev bekendt med via brasilianske medier tidligere på måneden, da Antonys seneste voldssag blev dækket massivt i hjemladet.
Her trådte Antony, efter at være blevet valgt fra i den brasilianske landholdstrup, frem på national tv.
Sagen fra maj sidste år omhandler en brasiliansk kvinde, der hævdede at have haft brug for behandling på hospitalet, efter at hun, ifølge politianmeldelsen, blev angrebet af Antony og en anden kvinde. Episoden skulle være foregået i Antonys Land Rover i maj 2022, efter at de tre sammen forlod et diskotek i Sao Paulo.
Siden anklagede begge kvinder i bilen hinanden, og sagen er nu trukket tilbage.
Antony er nu stadig anklaget i to sager om vold.
For efter at Gabriela Cavallin fornyeligt fremsatte sine anklager, hævder nu også 33-årige Ingrid Lana, at Manchester United-spilleren slog hendes hoved mod en mur, da hun nægtede at have sex med ham i hans hus i England sidste år.
Antony holder frivilligt orlov fra Manchester United, mens anklagerne behandles.