3F Superligaen

Vejle-chef vil sikre West Ham-målmand – selv drømmer englænderen om at spille på den allerstørste scene

Nathan Trotts lejeaftale med Vejle Boldklub løber indtil sommeren 2023.
Foto: Tobias Thomasen

Engelske Nathan Trott er på kontrakt i West Ham og lejet ud til Vejle Boldklub i Superligaen. Vejles cheftræner Ivan Prelec vil meget gerne lave en permanent aftale med førstemålmanden, men forventer konkurrence fra andre klubber. Campo har været på besøg i Vejle til en snak med Trott om præstationerne i Superligaen, situationen i West Ham og drømmen om at spille Champions League.

Absolut!

Så klar og præcis er udmeldingen fra Ivan Prelec, da cheftræneren forholder sig til håbet om at kunne lave en permanent kontrakt med Nathan Trott.

Vejle Boldklubs nuværende lejeaftale med den 24-årige målmand løber indtil sommeren næste år. Det er samtidig tidspunktet, hvor Trotts kontrakt i West Ham udløber, og der kan opstå en mulighed for, at Vejle kan lave en permanent aftale med englænderen. Det bliver dog i konkurrence med andre klubber, forudser Ivan Prelec.

– Ja, jeg håber absolut, vi kan lave en permanent aftale med Trott. Vi er et hold, der skal kæmpe for at overleve i Superligaen, så målmanden har en virkelig vigtig rolle for os. Jeg plejer at sige til mine spillere, at angriberen er den første forsvarer, og målmanden er den første angriber på holdet, når vi bygger spillet op. Han er dygtig i sine defensive reaktioner, og han er samtidig en målmand, der er offensivt indstillet, er virkelig god med fødderne og som kan gøre en forskel.

– Så han passer godt på den profil, vi vil have i målet, og han passer overraskende virkelig godt ind i omklædningsrummet som menneske, siger Vejle-cheftræneren til Campo og afslører, at Nathan Trott pressede hårdt på for at fortsætte sin tid i Vejle, da den første lejeaftale med klubben udløb efter seneste sæson.

West Ham-målmand fortsætter i Vejle

Positiviteten over tilværelsen i Vejle Boldklub lyser da også igennem, når man spørger hovedpersonen selv. Ikke kun i forhold til spillet på banen – men også overfor den måde, han er faldet til i klubben og i omklædningsrummet.

– Nogle gange tager det noget tid at falde på plads og komme ind på et nyt hold. Men fra første dag her i Vejle føltes det som om, jeg altid har været her. Jeg blev virkelig taget godt imod, og det gjorde det meget nemmere for mig at komme ind i træningen, lære folk at kende og præstere i kampene også. Det hjalp meget, og jeg har stor respekt for klubben, fordi de har modtaget mig med åbne arme, siger Nathan Trott til Campo og fortsætter om denne sæson i Superligaen:

– Vi har haft nogle svære kampe, og det har været ret hårdt. Men vi får efterhånden mere ud af vores indsats, og vi spiller bedre. Personligt synes jeg, jeg har fået en god start. Men der er altid plads til forbedringer, og jeg ser frem mod kampene, der kommer.

Drømmen om at slå igennem i West Ham

Klubben, cheftræneren og spilleren er tydeligvis glade for samarbejdet. Hvorfor så ikke bare lave en permanent kontrakt, kunne man spørge. Men der er flere ting, der er afgørende for, om Nathan Trott sætter pen til papir på en permanent aftale med Vejle Boldklub. Én af dem er englænderens ejer – Premier League-klubben West Ham.

Kontrakten mellem West Ham og Nathan Trott udløber godt nok til sommer. Men London-klubben har i den nuværende kontrakt en option på at forlænge aftalen med to år, fortæller målmanden. Samtidig er det Trotts drøm at slå igennem i West Ham.

– Jeg har været i West Ham, siden jeg var helt ung, og det har altid været min drøm at spille for dem. Så det er derfor, jeg er her – for at hjælpe Vejle og for at blive bedre som spiller, så West Ham forhåbentlig kan se, at jeg er god nok til at blive fast mand på førsteholdet.

– Det gav mig en masse motivation, da jeg fik debut for et par år siden, så jeg vil presse på og tage det næste skridt, og det er det, der motiverer mig hver dag, siger målmanden med et smil på læberne, der udover et venligt gemyt også vidner om tro på egne evner og en vilje til at lykkes på den store fodboldscene.

Nathan Trott var med på bænken for West Ham uden at komme i aktion, da London-klubben mødte Viborg FF hjemme i Conference League i 2022. Foto: Reuters/John Sibley.

Nathan Trott kom til West Ham som 17-årig i 2016 fra North Village Rams i Bermuda og startede ud på klubbens U21-hold. Efter godt og vel 3,5 år i West Ham uden debut på førsteholdet gik turen i 2019 til AFC Wimbledon, hvor Trott fik 26 kampe på førsteholdet under sit ophold.

Tilbage i West Ham kom debuten så på en kold januar-dag i 2021 – præcis fem år og én dag efter ankomsten til klubben. West Ham var foran 4-0 hjemme på London Stadium mod upåagtede Doncaster Rovers i FA Cup’en, da Nathan Trott afløste det dengang normale førstevalg mellem stængerne Lukasz Fabianski i det 83. minut af kampen. Da der ikke blev scoret yderligere, kunne Trott notere sig for et clean sheet i sin debut.

Han er uden tvivl en målmand med en fremtid på et højere niveau

Ivan Prelec om Nathan Trotts præstationer for Vejle Boldklub i Superligaen

Han tilbragte resten af sæsonen i West Ham uden yderligere kampe på førsteholdet, inden han i 2021 på ny blev lejet ud. Denne gang til AS Nancy, hvor det blev til 23 kampe på førsteholdet i den tredjebedste række i Frankrig.

Da Trott vendte tilbage til West Ham efter sæsonen, blev han rykket op i førsteholdstruppen. Men det varede kun knap to måneder, inden han igen blev lejet ud i august 2022.

Turen går til Vejle – men hvor længe endnu?

Denne gang gik turen til Vejle Boldklub, hvor han i sin første sæson i NordicBet Ligaen var førstemålmand, og det lykkedes klubben at genoprykke til Superligaen.

Lejeopholdet blev som nævnt forlænget denne sommer, og i den aktuelle sæson i Superligaen har Trott personligt haft flere flotte præstationer.

Jeg ville være glad, hvis jeg kunne spille kampe i Champions League eller i de bedste turneringer mod store europæiske hold. Det er min største drøm

Nathan Trott om drømmene for fremtiden

Men kan Superliga-folket så regne med at se mere til Nathan Trott efter denne sæson, hvis det lykkedes Vejle at undgå nedrykning? Det er ikke sikkert, lyder det fra hovedpersonen, som har spillet seks kampe på det engelske U20-landshold.

– Det ligger hos West Ham, hvad de vil med mig. Hvis de er glade for mine præstationer her (i Vejle, red.), hvem ved så, hvad der kan ske til sommer? For mig er det for tidligt at sige, om jeg bliver her permanent, eller hvad der sker i fremtiden. Men jeg kan sige, at siden jeg kom til Vejle, har jeg været virkelig glad for at være her med mine holdkammerater i klubben og nydt at spille her – mere end nogle af de andre steder, jeg har været på leje, siger Trott.

Nathan Trott i aktion for Vejle under superligakampen mellem Viborg FF og Vejle Boldklub i august. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

West Ham råder i den aktuelle førsteholdstrup over tre andre keepere. Det drejer sig om den franske landsholdsmålmand Alphonse Areola (30 år), den polske veteran Lukasz Fabianski (38 år) samt det engelske talent Joseph Anang (23 år).

Skulle det ende med, at West Ham ikke udløser optionen på forlængelse, og det står frit for Trott, hvor karrieren skal fortsætte, forventer Ivan Prelec konkurrence om at sikre sig englænderens underskrift.

– Det er helt sikkert noget, vi kan forvente. Vi ved, hvad han kan, så vi er ikke så overraskede. Men jeg tror, at dem, der ikke kendte til ham, er overraskede over hans præstationer. Han er uden tvivl en målmand med en fremtid på et højere niveau. Så jeg er helt sikker på, at klubber, der har seriøs interesse i ham, vil dukke op snart, siger Vejle-cheftræneren.

Rækker ud efter øverste hylde

Med sine 24 år har Nathan Trott mange år tilbage som fodboldspiller, og selvom han netop nu løber rundt og træner i VB Parken i den nordøstlige udkant af Vejle for et hold i bunden af Superligaen, rækker drømmene længere ud.

– Jeg drømmer om at spille på højeste niveau muligt. Jeg ved ikke, hvor højt det er, men jeg forsøger ikke at se for langt frem i tiden og tager det bare dag for dag og kamp for kamp. Men jeg ville være glad, hvis jeg kunne spille kampe i Champions League eller i de bedste turneringer mod store europæiske hold. Det er min største drøm.

– Jeg prøver bare at være positiv og gøre det så godt, som jeg kan, når jeg tager til træning hver dag og i kampene. I fodbold kan tingene ændre sig meget hurtigt, så jeg forsøger bare at præstere så godt som muligt, lyder det fra englænderen.

Nathan Trott i en luftduel om bolden med Silkeborg IF’s Pelle Mattsson i 2-1 nederlaget i starten af august. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Drømmene er kampe på allerøverste niveau, men nu og her gælder det om overlevelse i Superligaen med Vejle Boldklub for Nathan Trott. Klubben er efter syv kampe på 11. pladsen med tre point, efter det lykkedes at få point for første gang i sæsonen med en sejr på 1-2 ude over OB før landskampspausen.

Søndag skal Trott og resten af Vejle-holdet i aktion igen, når de møder nærmeste konkurrent over nedrykningsstregen Randers FC, der har skaffet sig fem point på 10. pladsen.

Der er kick off mellem Vejle og Randers søndag klokken 14.00 på Vejle Stadion, og du kan se det spændende bundopgør på TV3 Sport og Viaplay.

Herunder kan se eller gense Vejle-cheftræner Ivan Prelecs reaktion på klubbens sejr over Sønderjyske i Oddset Pokalen i starten af september:

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P