Dansk Fodbold

Silkeborg IF træder ind i Pokalen med et lokalbrag: Vi vil i finalen

Silkeborg IF spiller tirsdag aften sin første kamp i Oddset Pokalen, og står det til cheftræner Kent Nielsen bliver det blot den første af mange kampe - SIF vil i finalen.

Silkeborg IF vil hele vejen til finalen i Oddset Pokalen.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Young Boys FD [tidligere Silkeborg KFUM] byder tirsdag aften Silkeborg IF op til dans i Oddset Pokalen.

Selvom der er tale om et lokalbrag, så har den pågældende kamp dog ikke nogen særlig betydning for SIF-cheftræner Kent Nielsen.

Han, og resten af SIF, har nemlig den klare målsætning, at man vil nå hele vejen til finalen i Pokalen – og kampen mod Young Boys er bare et skridt på vejen.

– For mig betyder modstanderen ikke det store. Det er fint, at mange glæder sig, og at det er noget specielt for byen, så der kommer folk på stadion, men jeg ser mere nøgternt på det.

– Jeg kan godt lide Pokalturneringen, og vi har en målsætning om at spille en pokalfinale i denne sæson og selvfølgelig helst vinde den, siger Kent Nielsen til Silkeborg IF’s egen hjemmeside.

Niveauforskellen mellem de to Silkeborg-klubber burde da også komme til udtryk på banen, når først fløjten lyder tirsdag aften.

Young Boys FD huserer således i landets fjerdebedste række, 3. division.

Alligevel lykkedes man med at sende Vendsyssel FF fra NordicBet Ligaen ud af Oddset Pokalen i forrige runde, hvor man hjemme vandt med 2-1.

Kent Nielsen er da også opmærksom på, at selvom det burde ende med et komfortabelt videre avancement for Silkeborg IF, så kan overraskelser forekomme.

– Vi har stort fokus på opgaven, og vi kører samme grundige forberedelse som til alle kampe. Vi stiller med et stærkt hold mod Young Boys, og jeg har en klar forventning om, at vi lever op til favoritværdigheden og spiller os videre, også selv om Young Boys leverede en fornem præstation mod Vendsyssel i forrige runde.

– I pokalturneringen er der altid overraskelser, og det er vores opgave at sørge for, at overraskelsen ikke opstår mod os. Det er altid specielt at spille en kamp, hvor der kun er noget at tabe – forstået på den måde, at alle forventer en sejr. Men det skal spillerne kunne håndtere for at nå langt i turneringen, siger den garvede cheftræner.

Young Boys-direktør efter pokalsejr: Mest glad for at drengene får vist sig frem

Kampen mellem Silkeborg IF og Young Boys FD fløjtes i gang tirsdag aften klokken 18.30 på JYSK Park og kan ses på TV3 Sport og Viaplay.

Det er Silkeborg IF’s første kamp i denne sæsons udgave af Pokalen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P