Rudi Völler får tjansen mod Frankrig – ikke i spil som afløser for Flick
Rudi Völler skal sammen med Hannes Wolf og Sandro Wagner stå i spidsen for det tyske landshold i kampen mod Frankrig tirsdag, men han er ikke kandidat til at tage over efter Hansi Flick.
Han havde rollen fra 2000 til 2004, men han afviser et comeback.
63-årige Rudi Völler er direktør for det tyske landshold, en rolle han påtog sig i januar, men i morgen tirsdag skal han stå i spidsen for ‘Nationalelf’ endnu engang, når de møder Frankrig i en træningskamp.
Det tyske fodboldforbund fyrede søndag Hansi Flick fra posten, og selvom det altså i første omgang bliver Rudi Völler, der tager over, så er han ikke i spil til rollen på mere permanent basis.
– I morgen er en én-kamp-ting for mig, jeg følte mig forpligtet til at hjælpe med denne kamp. Mit mål er at støtte den næste træner, som jeg gjorde med Hansi Flick, men forhåbentlig med bedre resultater, lyder det fra Völler på mandagens pressemøde.
Officielt: Tyskland fyrer Hansi Flick som landstrænerRudi Völler skal stå i spidsen for det tyske landshold sammen med den tyske U20-landstræner, Hannes Wolf, og den tidligere landsholdsspiller og mangeårige Bundesliga-profil 35-årige Sandro Wagner, der til daglig er assistent for Wolf på det tyske U20-landshold
Den tidligere Bayern München-træner, Julian Nagelsmann, nævnes flere steder blandt favoritterne til det ledige trænersæde, men Völler ønsker ikke at bidrage til de spekulationer.
– Der flyder selvfølgelig nogle navne rundt i de diskussioner, vi har, men i det her arbejde har jeg lært ikke at kommentere på navne. Jeg er overbevist om, at vi om tre og en halv uge vil præsentere en ny træner, siger Völler med henvisning til Tysklands kommende venskabskampe mod USA og Mexico i oktober.
Tyskland er til sommer vært for EM-slutrunden, og dermed er timingen af nationens første trænerfyring nogensinde langt fra ideel.
Stillingen som tysk landstræner blev oprettet i 1926, hvor Otto Nerz som den første satte sig på stillingen. Jobbet har aldrig været besat af en ikke-tysker.