Peter Bonde fyret i Næstved Boldklub
Peter Bonde er fyret efter skuffende resultater i Næstved Boldklub.
Søndag har Næstved Boldklub valgt at afslutte samarbejdet med cheftræner Peter Bonde.
Bestyrelsen er enige om, at nye øjne på spillertruppen er afgørende for at løfte klubben ud af den nuværende krise, skriver klubben i en pressemeddelelse.
– Vi er dybt taknemmelige for Bondes dedikation og flotte arbejde, der har været med til at forme klubbens sportslige succes de seneste sæsoner. Desværre har forårets og indeværende sæsons resultater ikke levet op til vores forventninger, og derfor har vi truffet denne beslutning, skriver klubben på sin hjemmeside.
Næstved arbejder på at finde en afløser, og indtil da vil assistenterne Kenneth Gangsted og Lennart Kragh tage sig af træningen.
Selv skriver Peter Bonde på sin Facebook-profil:
– Så skal jeg ikke arbejde mere med de her dejlige drenge. Næstved Boldklub valgte at fyre mig i dag, og det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg takker alle spillerne, fans og staben for nogle gode oplevelser og ønsker jer alle held og lykke fremover, lyder det fra den nu tidligere Næstved-cheftræner.
Lige nu er Næstved Boldklub placeret sidst som nummer 12 med kun to point.
Peter Bonde og Næstved sluttede dog i sidste sæson på en flot sjetteplads i NordicBet Ligaen.