Udskiftning i landsholdstruppen: Bah erstattes af to spillere
Alexander Bah har pådraget sig en skade, og derfor bliver han nu skiftet ud af landsholdstruppen, som i hans sted tager imod to nye spillere.

En belastningsskade i foden sender Alexander Bah ud af landsholdstruppen.
Ind i højrebackens sted kommer ikke én men derimod to erstatninger i form af en back til begge sider.
Venstrebacken Victor Kristiansen kommer ind fra U21-landsholdet, mens højrebacken Rasmus Nissen Kristensen også er ny mand i Helsingør.
De to nye Serie A-spillere er dermed begge i spil til landsholdets kamp mod Finland i Helsinki på søndag.
25-årige Alexander Bah, der indtil videre er noteret for otte a-landskampe, så hele torsdagens 4-0-sejr over San Marino fra bænken.
Den nye AS Roma-spiller, Rasmus Nissen Kristensen, står noteret for i alt 14 a-landskampe, mens Victor Kristiansen, der denne sommer skiftede Leicester ud med Bologna, fik sin a-landsholdsdebut i seneste EM-kvalifikationskamp - 1-1-kampen mod Slovenien.

Victor Kristiansen spillede første halvleg, da det danske U21-landshold torsdag tabte 4-1 til Frankrig i en venskabskamp.
I A-landsholdets 4-0-sejr over San Marino spillede Joakim Mæhle hele kampen på venstreback, mens Jens Stryger Larsen tog sig af de 90 minutter på højreback.
Herrelandsholdet
Rasmus Nissen Kristensen
Victor Kristiansen
Alexander Bah












