Sikke en historie: Nicolai Vallys’ atypiske vej til landsholdet
Nicolai Vallys' karriere er noget atypisk, og danskeren har netop fået sin landsholdsdebut efter en fantastisk sæsonstart i Brøndby.
Det er ikke mange, der kan sige, de har spillet for det danske herrelandshold.
Det kan Nicolai Vallys dog efter torsdag aften, hvor han fik sin landsholdsdebut i Danmarks sejr over San Marino i Parken.
Landsholdsdebuten kommer efter en karriere, der ikke har budt på en eneste ungdomslandskamp for Brøndby-spilleren, der fyldte 27 år i starten af september. Det er selvsagt utroligt, men sandt.
Nicolai Vallys startede nemlig sin karriere med ungdomsfodbold i BK Skjold, inden turen gik til Skovshoved IF, hvor det blev til 30 kampe med 12 mål til følge. Turen gik herefter til FC Roskilde, der dengang spillede 1. Division.
Her blev det til 29 kampe, og det var alt Silkeborg IF skulle se fra Vallys, før de hentede ham til klubben i 2019. Og det var i Silkeborg, Vallys fik sit store gennembrud.
Det tog dog sin tid, og det var først efter Superliga-oprykningen i 2021, at det for alvor stak af. Det var nemlig i sæsonen 2021-22, at Silkeborg kæmpede sig til en historisk bronzemedalje, hvor Vallys var en af de bærende kræfter. Det blev i den sæson til 32 Superliga-kampe, hvor han scorede ti mål og lagde op til 11.
Tiden i Silkeborg bød på 96 kampe med 27 mål og 19 assists på Silkeborg-CV’et. Det var nok til Brøndby IF hentede den dengang 25-årige spiller til klubben i på transfervinduets sidste dag, den 31. august 2022, hvor han har været lige siden.
Her er det blevet til 32 kampe, hvor han i denne sæson har været brandvarm og scoret fem mål i syv kampe, og nu kan han altså skrive landsholdspiller på CV’et efter en noget atypisk rute.
Hvis Nicolai Vallys fortsætter med at spille, som han har spillet i denne sæson, er det ikke usansynligt, at Kasper Hjulmand udtager ham til landsholdet i fremtiden.