Officielt: FC Midtjylland kaprer AGF-emne
FC Midtjylland snød AGF i sidste øjeblik, og de henter dermed forsvarspilleren med Premier League-erfaring.
Der har været drama for alle pengene.
Dramaet mellem FC Midtjylland og AGF har fået sin ende. FC Midtjylland har netop præsenteret Mads Bech Sørensen som nyeste medlem af truppen på sin hjemmeside.
Tidligere kom det ellers frem, at Mads Bech Sørensen skulle til AGF, men han ombestemte sig i sidste øjeblik, da FCM kom ind i billedet. Campo.dk erfarer, at Mads Bech Sørensen så sent som torsdag fik en rundvisning på Fredensvang.
FC Midtjylland oplyser, at klubben og Mads Bech Sørensen er blevet enige om en aftale, der løber over de kommende fire år – frem til sommeren 2027.
Fredagens handel vækker begejstring hos ulvenes sportschef, Svend Graversen.
– Vi har fulgt Mads over en længere periode, og han er en spiller, vi kender rigtig godt qua hans tid i Brentford. Han besidder en stærk mentalitet og har erfaring fra både en oprykning i Championship samt kampe i Premier League og Æresdivisionen, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:
– Samtidig bidrager han på standardsituationer, hvilket er noget, vi har været meget opmærksomme på i det her vindue. Han er stærk i hovedspillet og er ekstremt dygtig på de lange indkast. Vi er overbeviste om, at han kommer til at gå forrest på stadion og få tilskuerne med sig.
Den 24-årige stopper har i de seneste sæsoner været udlejet til klubber som Wimbledon, Groningen og Nice, fordi der har været langt til spilletid i Brentford under Thomas Frank.
Mads Bech Sørensen skiftede AC Horsens ud med Brentford i 2017, og han kommer hjem til Danmark med 15 Premier League-optrædender på CV’et.
Det bliver dog ikke til europæisk fodbold i denne sæson, efter FC Midtjyllands exit fra Conference League-kvalifikationen torsdag aften.
Campo.dk erfarer: AGF har budt på Vejle-stopper