
Officielt: AaB udlejer back til Silkeborg IF
AaB, Silkeborg IF og Andreas Poulsen er torsdag aften blevet enige om en lejeaftale, der sender ventrebacken til Søhøjlandet for resten af sæsonen.

Andreas Poulsen er fortid i AaB – i hvert fald for en tid.
Således kan Silkeborg IF torsdag aften præsentere Andreas Poulsen som den seneste tilføjelse til Superliga-truppen. Han skifter til klubben på en lejeaftale.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Poulsen skifter til Silkeborg IF på en lejeaftale, der gælder for den resterende del af sæsonen – altså frem til sommeren 2024.
Samtidig bekræfter klubben fra Søhøjlandet, at der skulle være en købsoption inkluderet i aftalen. Samarbejdet kan således gøres permanent til sommer.
I sommeren 2022 skiftede Andreas Poulsen til AaB fra Borussia Mönchengladbach på en fri transfer. I AaB står Poulsen noteret for 21 kampe med ét mål og en enkelt assist til følge.
Han er fortsat på kontrakt i AaB frem til sommeren 2026.