Rettighederne til Superligaen fra 2024 er solgt til Viaplay og TV 2
Den danske Superliga skal fra sommeren 2024 ses på Viaplay og TV 2's kanaler. Det har divisionsforeningen netop meldt ud.
Efter denne sæson skal du have styr på dine streamingpakker igen.
Fra næste sæson deler Viaplay og TV 2 nemlig rettighederne til superligaen.
Der er indgået en seksårig aftale om rettighederne til superligaen fra 2024 til 2030, og aftalen bliver med en 50/50 fordeling af alle live kampene, så begge parter kommer til at sende både første og sjettevalgskampe, men med en fast fordeling af kamptidspunkter. Det skriver Divisionsforeningen.
NordicBet Liga fortsætter hos Viaplay, mens DR Sporten fortsætter med radiorettighederne.
– Det er fantastisk, at en ny medieaftale nu er på plads. Vi skylder en stor tak til Warner Bros. Discovery, som har været, og stadig er, en rigtig god og innovativ partner. Vi ser frem til at Warner Bros. Discovery leverer endnu en forrygende sæson – som de har gjort hele partnerskabet, siger Claus Thomsen fra Superligaen A/S og fortsætter:
– Vi glæder os over, at dansk professionel klubfodbolds stærkeste partner gennem tiderne, Viaplay, fortsætter, mens TV 2 efter en længere pause vender tilbage og igen skal sende det bedste fra dansk klubfodbold. Og med DR som fortsat partner, så får dansk fodbold den mest tilgængelige dækning nogensinde. Den 6-årige aftale sikrer fundamentet for klubbernes fortsætte arbejde med at forbedre produktet.
Hvor de to tv-kanaler placerer deres egne kampe, er der stadig ikke meldt noget ud om, men fordelingen af kampene kan du læse mere om her.
Divisionsforeningen melder også ud, at de endnu ikke har indgået aftale for rettighederne til Oddset Pokalen, men at det arbejde vil blive startet op nu.
Når du skal se fodbold, kan du sikre dig overblikket over, hvilke kampe der vises, hvis du klikker dig for campo.dk’s TV-guide her.