
Medie: Victor Kristiansen skal til lægetjek i Serie A-klub mandag
Victor Kristiansen skulle nu angiveligt være meget tæt på at skifte Championship i England ud med den italienske Serie A.

Det blev ikke til, hvad Victor Kristiansen havde håbet på i Leicester.
I hvert fald ikke i første omgang, for Premier League-vinderne fra 2016 rykkede nemlig i seneste sæson, og ‘VK’ havde alt andet lige regnet med en tilværelse i den bedste engelske række.
Nu bliver der dog også med al sandsynlighed gjort noget ved danskerens situation – det ligner nemlig, han er ved at være på plads i Serie A.
Ifølge den italienske journalist Gianluca Di Marzio rejser den 20-årige venstreback nemlig til Italien søndag aften, hvor han skal gennemgå sit lægetjek i Bologna.
Fabrizio Romano har tidligere meldt, at danskeren er på plads i Bologna på en lejekontrakt, der koster den italienske klub en million euro – eller 7, 5 millioner kroner.
Bologna skulle dog ifølge Di Marzio have fået en købsoption ind i lejekontrakten, som muliggør et potentielt køb af danskeren for 15 millioner euro, som derved bliver bundet hos italienerne i fire år frem.

‘VK’ nåede ifølge Transfermarkt at repræsentere Leicester 14 gange, inden turen nu formentlig meget snart går til Bologna i Serie A.