Drømmedebut for Isaksen: Ét minut på banen var nok – se målet her
Bare ét enkelt minut på banen var nok for Gustav Isaksen, der lynhurtigt kom på tavlen for sin nye klub - italienske Lazio.
Hvis man kunne vælge en måde at debutere for sin nye klub, så var det nok sådan.
Gustav Isaksen fik sent søndag aften sin uofficielle debut for italienske Lazio, da han kom ind i anden halvleg af træningskampen mod Serie C-klubben Latina Calcio.
Den 22-årige danske offensivspiller kom ind i stedet for brasilianske Felipe Andersen efter 54 minutters spil, og bare ét minut senere havde han gjort det til 0-8 for hovedstadsklubben.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller blev sendt helt alene i dybden af holdkammeraten Luis Alberto, og efter tre boldberøringer satte han uden de store problemer bolden ind bag en målmand, der i forvejen havde haft en strabadserende dag i målet.
Kampen mellem Latina og Lazio var en hyldestkamp til den tidligere Lazio-profil Vincenzo D’Amico, der den 1. juli gik bort i en alder af 68 år.
Isaksens scoring til 0-8 blev den næstsidste i kampen, hvor en anden ny Lazio-angriber, Taty Castellanos, der i sidste sæson udmærkede sig ved at score hattrick mod Real Madrid for Girona, kort før tid gjorde det til 0-9.
Av av av! Real Madrid slagtet af Girona-topscorerTrods status som en venskabskamp sparede Lazio-træner, Maurizo Sarri, bestemt ikke spillere, og blandt andet angrebsstjernen Ciro Immobile kvitterede da også med tre scoringer.
Kampen var den sidste opvarmning for Lazio, inden de på søndag gæster Lecce i sæsonens første Serie A-kamp.